Sådan undgår du kannibalisme

Frustration hos fjerkræ kan udvikle sig til fjerpilleri og i værste fald kannibalisme. Seges har lavet en guide til, hvordan man undgår agressive høner under staldpligten.

Fødevarestyrelsens staldpligt har sendt tusindvis af fritgående høns indenfor i stalden under udbruddet af fugleinfluenza. 

Frustrationen over at komme hinanden så meget ved kan vise sig i aggressiv adfærd som fjerpilning og i værste fald kannibalisme. 

Seges har skrevet en guide til fjerkræavlere og andre med fjerkræ, om hvordan man kan holde sine høns beskæftiget.

Et af deres råd er at dæmpe lyset gradvist ved de første tegn på, at hønsene hakker hinanden.

"I de tilfælde hvor der er opstået kannibalisme, er man nødt til at dæmpe lyset kraftigt. I den situation gælder det om at reagere hurtigt. Straks man ser den første høne med blødende sår, skal man begynde at dæmpe lyset. Man holder øje med flokken. Kommer der flere med blødende sår, dæmper man mere – og mere indtil kannibalismen ophører," skriver  fjerkrærådgiver ved Seges Økologi Niels Finn Johansen i guiden. 

EKstra foder

Tidligere har landbrugsavisen.dk skrevet, hvordan avlere kan sørge for ekstra foder for eksempel i form af grove grøntsager som gulerødder med top. 

I guiden beskriver Seges-konsulenten, hvilke andre fodertyper, der kan bruges i stalden. 

Endda fiskemel kan være en idé - især efter at man er kommet sig over et tilfælde af kannibalisme.

"Under denne proces kan det være en god idé, samtidigt at give hønerne et ekstra tilskud af fiskemel, 2 – 3 g/høne pr. dag. Fiskemelet blandes sammen med fuldfoderet," skriver Seges.

Det giver man hønsene, mens man langsomt øger lysstyrken i stalden igen.

Johanne Schimming er fjerkræavler og driver et økologisk hønseri på Midtsjælland. Hun oplever udfordringer ved staldpligten og inviterede på sin facebookside i sidste weekend til åbent hus til en snak om, hvordan hun selv håndterer situationen.

Det sker, efter hun flere gange har oplevet fjerpilleri hos sine høns, efter de er sat indenfor. Hun har igangsat flere tiltag for at forbedre forholdende, for eksempel ekstra grøntsager og endda slagtning af 100 dyr, så der er færre i stalden, skriver hun. 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle