Tænketank tager til genmæle om kritiseret klima-database: Det er ikke vildledning

Tænketanken Concito vil gerne imødegå den kritik, som deres nye fødevare-database har mødt fra blandt andet kvægformand i L&F og Danish Crown de seneste uger.

Siden Concito den 1. februar lancerede 'Den store klimadatabase' har tænketanken oplevet meget stor interesse for værktøjet, men ikke al opmærksomheden har været positiv, lyder det fra Michael Minter, programleder for Concitos fødevareprogram.

Han ønsker derfor at svare på nogle af de mest udbredte kritikpunkter, der også har været publiceret her på landbrugsavisen.

Klima-databasen er en oversigt over klimaaftrykket fra 500 af de mest almindelige fødevarer på det danske marked. Databasen er dog både blevet kritiseret for sin regnemetode, der giver meget høje klimaaftryk sammenlignet med tidligere beregninger. 

"Fødevarers klimaaftryk er en kompliceret sag, der kan anskues og beregnes på mange måder. Og klimadatabasens konsekvensanalyse er meget anderledes end den normative analyse, der hidtil har været den gængse i danske analyser af fødevarers klimaaftryk", skriver Michael Minter i en kommentar.

"Udover spørgsmål af mere opklarende karakter, er klimadatabasen også blevet mødt med skarp kritik og påstande om vildledning, latterliggørelse og nedrakning af landbruget, som vi gerne vil imødegå", lyder det.

MEdregner prisen

"Det har vakt forundring og kritik, at vi i beregningen af klimaaftrykket fra forskellige udskæringer af kød har medtaget fødevarernes pris, hvilket er medvirkende til at give oksemørbrad et meget højt klimaftryk. Det er svært at opdrætte kvæg uden en mørbrad, lyder argumentet blandt andet. Og det er jo fuldstændig korrekt. 
Når det alligevel er relevant at fordele klimaaftrykket ud på de forskellige kødudskæringer på grundlag af priserne, er det fordi prisen på forskellige udskæringer er med til at bestemme, hvor meget kød, der i sidste ende produceres. En øget efterspørgsel på de dyre udskæringer, som der er mindre af på dyret, vil fremme en større produktion fra slagteriet og i sidste ende en større husdyrproduktion i landbruget", skriver Michael Minter.

"Med klimadatabasens konsekvenstilgang, som er brugt i beregningen af samtlige 500 fødevarer, bliver det gennemsnitlige klimaaftryk fra oksekød fra slagteriet 50,2 kg CO2e per kg kød. Fordelingen af klimaaftrykket på de forskellige udskæringer giver 31 kg per kg hakket oksekød og 152 kg per kg oksemørbrad".

"Hvis valget står mellem eksempelvis et kg hakket oksekød og et kg oksemørbrad, vil det bedste klimavalg være 1 kg hakket oksekød. Hvis valget står mellem for 100 kr. hakket oksekød og for 100 kr. oksemørbrad, vil der ikke være forskel på klimaaftrykket. Dermed ikke sagt, at man som klimabevidst forbruger helt bør holde sig fra oksemørbrad, men den bør nydes ved sjældne lejligheder og i små mængder", lyder det fra Michael Minter, der generelt gerne vil understrege, at Concito ikke er ude på at afvikle landbrugserhvervet.

Fokus på oprindelsesland?

Et af kritikpunkterne fra blandt andet kvægformand i L&F Christian Lund har også været, at der ikke er taget højde for, i hvilket land fødevaren er produceret. 

Han sagde blandt andet følgende i sin kritik af databasen: "Jeg kan kun gentage igen igen, at hvis man vil købe klimavenligt ind, så skal man vælge danske produkter, der er meget bedre og mere klimavenlige end eksempelvis Brasiliansk oksekød", udtalte kvægformanden.

Også det vil Concito gerne italesætte.

"Der har også været efterlyst flere nuancer i klimadatabasen om fx produktionsland, produktionsmetoder, produktionssystemer osv. Det er et helt rimeligt og relevant ønske, da der kan være stor variation i klimaaftrykket inden for hver produkttype, og det selvfølgelig ikke er ligegyldigt, hvor eller hvordan de specifikke fødevarer er produceret", skriver Michael Minter.

"Alle fødevareproducenter bør naturligvis gøre deres bedste for at mindske klimaaftrykket fra netop deres produktion. Og der kan klimadatabasen give et interessant pejlemærke at måle sin produktion op imod. Men her i første omgang er det primære formål med klimadatabasen at guide professionelle madaktører og forbrugere i retning af de fødevaretyper og måltider, der generelt set har det laveste klimaftryk", skriver han i sin kommentar.

Klimaaftryk per kg er mest relevant

"Flere af kritikerne har kaldt det misvisende, at klimadatabasen angiver klimaaftrykket per kg fødevare i stedet for indholdet af næringsstoffer. Vi har valgt at angive klimaaftrykket per kg fødevare, da det nu engang er den mest relevante og praktiske målestok for fødevarers klimaaftryk. 
Der er ganske rigtigt meget mere energi og protein i et stykke kød end i en agurk, og det er vist i beskrivelsen af hver enkelt vare i klimadatabasen. Men når vi skal optimere kosten i forhold til klima og sundhed, kommer vi galt afsted, hvis vi fx udelukkende går efter et højt proteinindhold i alle vores fødevarer", skriver Michael Minter.

"Det er de færreste, der går på indkøb efter et bestemt antal kalorier eller proteiner, og de fleste danskere indtager i dag for mange næringsstoffer. Derudover bliver opskrifter og indkøb normalt beskrevet og registreret i mængden af de forskellige ingredienser og varer. Så det der står på indkøbssedlen er 1 kg kartofler - ikke 20 gram kartoffelprotein", lyder det.

"Den store klimadatabase har alene til formål at belyse klimaaftrykket på det man putter i indkøbskurven og sine måltider - ikke at sammensætte indkøb eller måltider ernæringsmæssigt optimalt. Her kan man med fordel orientere sig i de nye officielle kostråd".

Faktaboks

Michael Minter henviser til at mange svar på de indkomne spørgsmål om klimadatabasens resultater, beregningsmetode, anvendelsesmuligheder osv. kan findes i baggrundsrapporten, metoderapporten, de meget detaljerede baggrundsdata for hver enkelt fødevare samt Q&A-sektionen på hjemmesiden denstoreklimadatabase.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle