Tönnies kommenterer rygter: Ingen salgsplaner her

Det er "interesserede grupper", der spreder salgsrygter om Tönnies-koncernen, udtaler Clemens Tönnies.

Tönnies-familien, i form af ejer og adm. direktør Clemens Tönnies og hans søn Maximillian kommenterer nu historien om, at det enorme tyske slagteri skulle være til salg.

Ifølge Fleischwirtschaft og nyhedsbureauet Reuters har familien nemlig fredag udsendt en besked til medarbejderne i den privatejede koncern. Heri fremgår det, at man ingen planer har om at afhænde virksomheden, sådan som Bloomberg ellers også fredag berettede.

"Med Maximillian er den næste generation aktiv i ledelsen og vores internationale ekspansion skrider frem trin for trin", lyder det i beskeden, som Reuters har set.

"Interesserede parter" bag rygter

Også i den ugentlige opdatering til de landmænd, der leverer til Tönnies, kommenterer selskabet rygterne - som man netop betegner som rygter.

"Der er spredt rygter fra interesserede parter om, at vi er ved at sælge. Vi kommenterer principielt aldrig sådanne rygter", lyder det.

Her er der altså ingen formel afvisning af, om koncernen skulle være til salg - men henvisningen til "interesserede parter" kan tillægges den strid, der i årevis har martret familievirksomheden.

Tönnies-koncernen blev i mange år ejet og drevet frem af brødrene Clemens og Bernd, men efter den sidstes tidlige død arvede hans søn Robert Tönnies halvdelen af den vildtvoksende koncern. Det fælles ejerskab er dog langt fra gået fredeligt, men har i stedet ført talrige endog meget kulørte retssager med sig.

Robert Tönnies har i flere omgange forlangt, at koncernen blev solgt.

Bloomberg berettede fredag, at Tönnies-koncernen, inklusive de mange internationale aktiviteter, herunder Tican Fresh Meat i Danmark, var til salg. Anonyme kilder "med indsigt i processen" berettede om en salgspris på over 30 mia. kroner, samt at interesserede købere meget vel kunne være store amerikanske kødgiganter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle