Tönnies omsætning faldt i 2018 - i Danmark gik det fremad

Den tyske slagterikoncern er yderst sparsom med oplysningerne. Men lidt kom der ud med torsdagens regnskab.

De lave tyske slagtesvinepriser fik omsætningen til at falde for den store tyske slagterikoncern Tönnies i 2018.

Det viser de tal, som den familieejede koncern fra Rheda-Wiedenbrück torsdag formiddag fremlagde.

Koncernen er på ingen måde kendt for at rutte med oplysningerne fra regnskaberne. Tværtimod blev kun to nøgletal fremlagt, nemlig omsætning og antal slagtninger.

Regnskabsreglerne i Tyskland er nemlig anderledes lempelige, når det gælder offentlighed i regnskabstal - og majoritetsejer Clemens Tönnies opfatter tal som overskud, soliditet, balance og gæld som værende et private anliggende. Først med års forsinkelse skal oplysningerne indsendes til det offentlige tyske selskabsregister.

Omsætningen for Tönnies-koncernen faldt med 3,6 procent i forhold til 2017, til nu 6,65 mia Euro, svarende til 49,5 mia. danske kroner. Faldet skyldes de faldende svinepriser, der var hele 12,5 procent lavere i 2018 end året før.

Det danske køb af Tican, som tyskerne gennemførte i 2016, har dog vist positive takter det sidste år.

"I Danmark er vi lykkedes med en økonomisk turnaround i 2018, så vi efter overtagelsen af Tican har haft en meget positiv udvikling", konstaterede Andres Ruff, manager i Tönnies-koncernen.

I pressemeddelelsen understreger ledelsen, at man samtidig med at man fastholdt sine tyske positioner også har arbejdet på vækst internationalt, med øget afsætning i Frankrig og Polen, samt i UK.

Flere grise og kreaturer slagtet

Den tyske koncern er det suverænt største slagteri på det store tyske marked. Med 16,6 mio. grise årligt alene i Tyskland er det næsten dobbelt så stort som nummer to og tre blandt de tyske slagteriselskaber.

I 2018 fastholdt Clemens Tönnies og selskabet trods et hårdt marked i Tyskland antallet af slagtninger på de 16,6 mio. grise, man også havde året før. Derimod steg antallet af slagtninger i udlandet, så det samlede antal svineslagtninger endte på 20,8 mio. dyr, mod 20,6 mio. året før.

Når det gælder kreaturer, steg antallet med to procent, til nu 440.000 kreaturer i 2018.

"På et meget splittet tysk kødmarked har Tönnies haft en god vækst i både oksekøds og grisesektoren. Samlet set fører vi an i en bæredygtig udvikling for at imødekommende forbrugernes krav", udtaler Andres Ruff.

Med bæredygtighed henvises der især til nye fodringskoncepter, hvor man undgår importeret soja, eller reducerer nitrogen-udledning.

Hård konkurrence fra Spanien og USA

Den tyske koncern lægger ikke skjul på, at man mærker stigende konkurrence fra nationer, der også plager de danske svineproducenter.

"Den tyske kødindustri mærker i stigende grad presset fra global konkurrence. Lande som Spanien og USA oversvømmer de internationale markeder med billig producerede varer uden sammenlignelige standarder, for eksempel hvad angår landbrugsdrift og dyrevelfærd", skriver selskabet og tilføjer:

"På samme tid giver de lave forbrugerpriser på kød udfordringer for hele værdikæden i Tyskland".

På det tyske marked har dyrevelfærd været et stort debatemne de seneste år. Clemens Tönnies opfordrer til, at politikerne kræver større grad af videoovergåvning, hvor det måtte være relevant for at sikre dyrevelfærden. Sidst, men ikke mindst, benyttede slagteridirektørerne dagens pressemøde til at erklære:

"Priskrigen på fødevarer må være slut", udtalte Andres Ruff.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle