Tørke sender afgrødepriserne op

Hvad mange anså for umuligt, er sket. Afgrødepriserne stiger!

Af Jakob F. Kjærsgaard, markedesanalytiker, VKST, www.kornbasen.dk

De globale hvedelagre er rekordstore – både målt i ton og mod forbruget. Erfaringer fra tidligere år viser dog, at det ikke kan forhindre prisstigninger, hvis årsproduktionen løber ind i problemer og ikke kan følge med forbruget. Muligvis ulogisk, men ikke desto mindre en kendsgerning, som vi er blevet mindet om i de sidste par uger.

Flere af de vigtige produktionsområder er blevet ramt af hedebølge og tørke. I store vårhvedeområder i det nordlige USA og det sydlige Canada rasler afgrødetilstanden nedad, og der er ikke udsigt til lindrende regn i den kommende tid. Tværtimod ser det ud til, at varmen nu også indtager den nordlige del af majs- og sojabæltet i USA, som normalt står for en trediedel af US-produktionen af de to afgrøder. For majsens vedkommende i givet fald på det værst tænkelige tidspunkt: Bestøvningsfasen.

I Australien har vinterhveden (og vårrapsen) fået den tørreste vækststart i 130 år. Det har allerede betydet nedjusteringer fra den kant. Sidste år høstede Australien 35 mio. ton hvede (rekord), nu lyder det officielle estimat på 23 mio. ton. Lokale kilder siger i følge Reuters, at man skal være glad for 20 mio. ton! Det vil i givet fald være en tilbagegang på 40 pct.

Vigtige produktionsområder i Kina er også ramt af langvarig tørke, men her er man traditionelt meget tilbageholdende med informationer.

I EU skrider høsten fremad og er nu for alvor i gang i Frankrig, hvor der tales om blandede udbytter - men overraskende gode kvaliteter. De gælder også maltbyggen, som derfor har oplevet et lettere pres på prisen.

På Matif og Chicago børserne har hvedeprisen nu nået det højeste niveau i 2 år. På Chicago er kapitalfondene (= spekulanterne) på 2,5 måned gået fra en rekordstor beholdning af solgte kontrakter (= prisnegativ satsning) til for første gang i to år at have en netto-beholdning af købte kontrakter (= prispositiv satsning).

I skrivende stund kan der opnås 115-118 kr. for foderhvede i Øst og 7 kr mere i Vest. Maltbygprisen ligger på 130-133 kr. Alle priser er ab gård, betaling januar.

Det opadgående potentiale er ikke udtømt, men fortsatte stigninger kræver, at den vejrlige modgang fortsætter.

 

Soja-markedet

Sojaen fortsætter ufortrødent op, og i denne uge blev pristoppen fra februar eftertrykkeligt brudt. Den drivende kraft er i høj grad frygten for, at udsigten til tørke- og hedebølge kommer til at holde stik i det nordvestlige sojabælte i USA. Det er således frygten, der driver markedet - ikke kendsgerninger omkring uoprettelig skade (i modsætning til vårhveden). Derfor skal der stadigvæk »kun« et vejrskift til, før vi får sat gang i det, der kan blive en dyb korrektion, men så længe vejrudsigten er afgrødefjendsk, kan priserne godt fortsætte opad.

Aktuelt ligger prisen på den toneangivende december-kontrakt (ny US-høst) på 346 dollar - for 10 dage side lå den på 298 dollar. Det er 16 pct. stigning på 10 dage. Det har formentlig overrasket mange, som var begyndt at tage for givet, at de store lagre var en garanti for lave priser. Der er dog langt til pristoppen fra foråret 2014, hvor prisen nåede 500 dollar!

Har man ikke fået afdækket sojaforbruget, bør man nu afvente den næste korrektion, som snart må komme i det nu særdeles overkøbte marked. Forvent dog ikke store prisfald i forbindelse med korrektionen, hvis vejret stadigvæk er modspiller.

 

Raps-markedet

Rapsprisen ser også ud til at have genfundet styrken efter en dyb korrektion og er i skrivende stund netop brudt op over pristoppen fra begyndelsen af maj og over 200 dages glidende snit. Støtten kommer fra palmeolien i Fjernøsten, hvor der er nervøsitet for den malaysiske produktion, fra stigende frygt for den canadiske og australske vårrapsproduktion og ikke mindst skuffende resultater af den franske vinterrapshøst.

Teknikken peger opad, og det gør det grundlæggende forhold også. Det plejer at være en stærk kombination. Aktuelt kan der fås omkring 275-280 kr. for rapsen, hvilket kun er 15 kr. lavere end den hidtidig højeste pris for 2017-høsten, der blev opnået i februar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle