Tørken sender bølge af økologiske kreaturer til slagteri

Mangel på føde får flere landmænd end normalt til at sende økologiske køer på slagteri.

Knivene er hvæssede, og slagterimedarbejderne på Danish Crowns slagterier ved Aalborg og Holsted har travlt som aldrig før i sommermånederne med at slagte økologiske kreaturer for datterselskabet Friland.

Tørken har nemlig fyldt slagtelinjerne for økologiske kreaturer, og Friland har mere end dobbelt så mange slagtninger som en gennemsnitlig sommer.  

”Vi slagter lige nu lidt mere end dobbelt så meget, end vi normalt gør på denne tid af året. Almindeligvis er der et relativt lavt antal økologiske kreaturer på slagteri nu, fordi de jo går på marken og spiser græs. Det gør de bare ikke lige nu, fordi der simpelthen ikke er noget græs at tygge på”, fortæller Henrik Biilmann, adm. direktør for Friland, til landbrugsavisen.dk.

Præcis, hvor mange dyr, Friland slagter, holder direktøren tæt inde til kroppen, men han medgiver dog, at ”det tælles i nogle hundrede stykker mere, end vi plejer”.

Mangler foder til vinteren

Foruden begrundelsen om, at de økologiske køer ikke går og gumler græs på marken, så skyldes den store stigning i antallet af økoslagtninger ikke mindst, at landmændene kan se, at det kan blive svært at opfylde behovet for græs til vinterens fodring.

”Jeg har blandt andet hørt fra en landmand, at hans lager af græs til ensilage kun var halvt så stort, som det burde være på nuværende tidspunkt. Det er klart, at så kommer man simpelthen til at mangle foder”, siger Henrik Biilmann.

Skubber prisen unødigt

Selv om Friland lige nu formår at få prisen hjem på de fleste af de nytilkomne kreaturer, så glæder Henrik Biilmann sig dog ikke over situationen.

”Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil slagte flere dyr, og det har vi også været ude at sige før. Men når det kommer så pludseligt, er det en udfordring at få alle dele af dyret solgt. Vi lykkes rimeligt med det, men vi har måttet sænke prisen til landmanden, og det er selvfølgelig ærgerligt”, siger han og forklarer, at situationen her og nu faktisk ikke udgør den største udfordring for kreaturprisen.

”Den største udfordring for os lige nu er, at vi højst sandsynligt kommer til at slagte 10-20 procent færre dyr i foråret og sommeren næste år. Det gør, at vi formentlig kommer til at mangle dyr i forhold til efterspørgslen”, siger han.

Hos Danish Crown melder man ikke om, at den samme tendens gør sig gældende for konventionelle kreaturer. Her ligger antallet af slagtninger på normalen for sæsonen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle