Tørken truer: Vil kunne presse fødevarepriserne op

Tørke rundt i verden vil kunne presse fødevarepriserne yderligere op.

Tørt vejr truer nu høsten flere steder i verden. Hvis regnen udebliver den kommende tid, kan det sende fødevarepriserne endnu højere op.

Det skriver Børsen.

Det er nemlig ikke kun i Danmark, at regntøj og gummistøvler har samlet støv de seneste måneder. Flere steder i verden er regnen udeblevet, og hvis der ikke snart kommer nedbør, kan det få effekt på høsten og presse udbuddet i bund, således at priserne på fødevarer stiger endnu mere.

Det fortæller råvareanalytiker Anders Mortensen fra Agrocura. Han siger:

- Der er lige nu specielt tørt i Europa, USA og også nogle steder i Canada. Det er nogle af de store aktører på råvaremarkederne. Vi har lige nu en krig i Ukraine, som har medført forstyrrelser i råvaremarkederne, men hvis vi får en tørke oveni, kan det få alvorlige betydninger i opadgående retning. Det kan blive rigtig, rigtig vildt, siger han.

Lige nu står høsten dog stadig til at redde, hvis en god mængde nedbør skyller ind over markerne. Det skyldes, at gennemsnitstemperaturen i Danmark og rundt om i Europa har været forholdsvist lav, lyder det fra Anders Mortensen. Men det kan hurtigt vende, og de næste ugers vejr bliver afgørende, lyder det fra råvareanalytikeren.

Hos Landbrug & Fødevarer er man også bekymret. I en analyse har L&F forudset, at fødevarepriserne vil stige mellem 15 og 20 pct. i år grundet krigen i Ukraine og dens afledte effekter. Analysen blev udarbejdet i april, og derfor er der ikke taget højde for en eventuel global tørke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle