Tørnæs: AgroEast-stalde står fortsat tomme i Rusland

Selv om det er godt halvandet år, siden AgroEast A/S aflivede 37.500 svin i Rusland på grund af afrikansk svinepest, står staldene stadig tomme.

Der kan gå en rum tid, før der igen indsættes grise i staldene hos AgroEast, der i efteråret 2019 blev ramt af afrikansk svinepest.

Det oplyser bestyrelsesformand Jørgen Tørnæs.

“Staldene er rengjorte, og det hele er gjort klar, men der er indtil videre ikke truffet beslutninger om, hvorvidt der skal indsættes grise eller ej", siger Jørgen Tørnæs, der ikke vil komme med et bud på en tidshorisont.

AgroEast var blandt de danskejede landbrug i udlandet, der i 2019-2020 blev hårdt ramt af den afrikanske svinepests hærgen. I regnskabet for 2019 udløste det et minus på 35 mio. kr. og et efterfølgende produktionstab.

Selskabet har svineproduktion og planteavl i Rusland og Ukraine.

Situationen er usikker

En fortsat usikker situation på flere fronter er ifølge bestyrelsesformanden forklaringen på, at der endnu ikke er truffet beslutninger om at genetablere produktionen.

“Det skyldes den usikkerhed, der er lige nu", siger Jørgen Tørnæs og henviser bl.a. til covid-19-rejserestriktionerne, der gør det vanskeligere at drive forretning i Rusland, samt hele svinepest-situationen.

AgroEast var ikke det eneste danskejede landbrug i udlandet, der måtte indkassere store tab på grund af den afrikanske svinepest. Det gjaldt eksempelvis også Zythomir Holding i Ukraine, Scandinavian Farms i Kina og DCH International i Rumænien.  

Samlet set er tidligere anslået, at de danskejede selskaber led tab i størrelsesordenen 400-500 mio. kr. på grund af svinepesten.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle