Tage Laustsen giver op: Bøjer sig for 3F's krav

Tage Laustsen indgår overenskomst med 3F.

Chauffører hos Arla har siden søndag morgen ikke afhentet 33.000 liter mælk om dagen hos Tage Laustsen. Det var en sympatikonflikt mod den sønderjyske mælkeproducent

Nu kan Arla igen afhente mælken, efter Tage Laustsen mandag har meldt sig ind hos arbejdsgiverforeningen GLS-A – og dermed forpligtiget sig til at følge foreningens overenskomst med 3F.

Tage Laustsen fortæller til Landbrugsavisen.dk, at han er dybt skuffet.

"Hvordan har man det, hvis man er blevet tvunget til noget, man ikke ønsker? Så kan man kommentere og spekulere over hvor meget demokrati, man har i Danmark", siger Tage Laustsen.

Han fortæller, at han har haft dialog med flere forskellige udenlandske mejerier, og at han troede, at han var i gang med at lande en aftale med et mejeri.

"Der var en aftale, der smuttede. Jeg troede jeg havde den, men det lykkedes ikke", siger Tage Laustsen.

Arbejdsretten havde ellers afgjort, at 3F's sympatikonflikt mod mælkeproducenterne - og blokaden af mælkeleverancen - ikke stred med proportionalitetsprincippet, eftersom de to mælkeproducenter Lars Kristensen og Tage Laustsen kunne levere til udlandet. Men det er altså glippet for Tage Laustsen.

Den Grønne Gruppe i 3F, der i et år har forsøgt at få Tage Laustsen til at tegne overenskomst, oplyser til Fagbladet 3F, at de er tilfredse med sagens udfald.

"Vi er glade for, at det langt om længe er lykkes for os at sikre ordnede løn- og ansættelsesvilkår for medarbejderne hos landmanden. Det viser, at fagbevægelsens lovlige kampvåben fortsat er stærkt", siger Morten Fischer-Nielsen, næstformand hos Den Grønne Gruppe i 3F.

Under sagen ved Arbejdsretten kom det frem, at der i Tage Laustens virksomhed foruden ham selv og hans ægtefælle er 21 ansatte. Heraf er de 19 udlændinge, som kommer fra Ukraine, Ungarn, Rumænien, Brasilien eller Tyskland.

Laveste løn hos Tage Laustsen var 102,56 kroner i timen. Hans virksomhed har hidtil ikke betalt pension til medarbejderne.

Ifølge Jordbrugsoverenskomsten mellem 3F og GLS-A er startlønnen for medarbejdere, der passer køer, 135 kroner per time uden tillæg af nogen art. Dertil kommer, at overenskomsten sikrer tillæg for ubekvemme arbejdstider, pension og søgnehelligdagsbetaling.

Tage Laustsen siger, at det vil presse hans bedrift økonomisk, når han nu skal betale løn efter overenskomsten.

"Det er da klart", siger Tage Laustsen.

3F er pt. i gang med en kampagne med at få mælkeproducenter til at indgå overenskomst.

"På sigt vil det føre til, at arbejdspladser føres ud af landet, men det er 3F jo ligeglade med", mener Tage Laustsen.

Tage Laustsen siger, at han nu vil forholde sig til, hvordan han kan tilpasse bedriften efter sagens udfald.

"Det vil jeg ikke tage stilling til i dag", siger han dog om de fremtidige planer.

Landmænd har dags dato indsamlet 40.000 kr. til hans og kollegaens advokatregning. Den

"Det siger jeg mange tak for", siger Tage Laustsen, der ikke har mødt kritiske røster fra andre landmænd.

"Dem, der har været imod, de har nok ikke snakket med mig", siger Tage Laustsen.

Han mener, at forbrugere og mejerier bliver nødt til at betale en højere pris til landmanden, for at det er muligt at betale overenskomstmæssig løn.

"Det ville da være dejligt, hvis forbrugeren ville betale 10 øre mere for en dansk liter mælk", siger Tage Laustsen.

Opdateret 18. december kl 15.54 med kommentar fra Tage Laustsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle