Af Birgitte Kjemtrup Høyer, Tinnet
Så blev der godt nok trykket på knappen, da, og vi skal til valg. Jeg var på vej i bilen, hvor mit radioprogram blev afbrudt af en ophidset journalist, der forsøgte at gengive talen fra Folketingets talerstol ord for ord, lige indtil en anden journalist afbrød ham og fik sagt, at nu havde Lars L udskrevet valg. Uh, hvor jeg ser frem til det. Godt at lade sin stemme blive hørt. Og sikken en spændende tid, vi lever i. Jeg nyder altid at høre debatterne. De fleste af dem i hvert fald. Dog skræmmer yderpunkterne mig temmelig meget. Og alligevel er jeg også rolig, for jeg så den anden dag en satiretegning, hvor en kæmpe menneskemængde stod i baggrunden helt roligt med skilte om sammenhold, rolig forskellighed og tryghed i det danske samfund, mens en lille flok journalister med diverse kameraer, telefoner og mikrofoner alle vendte sig mod en endnu mindre gruppe med had skrevet hen over dem. Den tegning syntes jeg siger meget om vores tid.
Og jeg håber og tror på, (måske naivt) at de kære politikere vil opføre sig anstændigt og snakke om deres egen politik, og hvad de vil, frem for at nedgøre deres modstandere. Det har vi brug for, For vi kender alle de dårlige historier i forvejen. Sidste gang fulgte jeg med det meste af valgnatten, men måtte til sidst give op og gå i seng. Jeg har ikke forhåbninger om at kunne holde mig vågen denne gang heller. Og så håber jeg egentlig, at uanset hvem der kommer til magten, at det bliver noget mindre turbulent i de næste fire år frem for de sidste otte. For det har godt nok været noget rod med skiftende ministre på landbrugsposten, især med den hast, de hver især er blevet skiftet ud med. Nogen har været bedre end andre, nogen har jeg haft lyst til at sætte på indersiden af toiletbrættet i bedste Grisehandler fra Matador-stil, andre igen kunne man hejse flaget for.
Meget aktuelt var der i børnehaven teater, hvor Bettemand Et og To var med. Det handlede om Danmark. Bettemand Et skulle være legomand og Bettemand To kom stolt hjem og fortalte, at han skulle være statsmedister. Statsmedister, spurgte jeg, mens jeg prøvede at holde masken. Ja, statsmedister! blev der svaret. Godt, så. Dog blev han bedt om at have jakkesæt og slips med til udklædning. Manden mente ellers med et glimt i øjet, at Bettemand To skulle gå hen til pædagogerne og sige, at han ville være Mogens Glistrup, for at se, hvor meget der kunne provokeres. Heldigvis, tænker jeg, kunne Bettemand To ikke huske noget af det, og nøjedes med at øve sig på nationalsangen og sine replikker, måtte vi forstå. Og stolt kom han frem på scenen med et udklippet billede af Lars L på en pind, hvor efter han blev spurgt, om det var ham der bestemte. Ja! lød det rungende fra Bettemanden, mens pigen ved siden af ham prompte svarede, at det skal vi altså stemme om!
