Talsperson fastholder: Omkring 90 minkavlere vil gerne starte op igen

Formanden for Danske Mink har fået tilkendegivelse fra 90 minkavlere om, at de ønsker at starte op igen, hvis forbuddet mod minkavl i Danmark ophæves.

Vil minkavl blive tilladt i Danmark igen? Det er det store spørgsmål, som en lang række minkavlere går og venter svar på.

Svaret skal man finde på Christiansborg, der snart skal tage stilling til, om det forbud mod minkavl i Danmark, der blev indført i november sidste år, og som lige nu står til at udløbe ved nytår, skal forlænges eller ej.

Bliver forbuddet ophævet, er der 90 avlere, der lige nu har tilkendegivet, at de ønsker at starte op igen.

Det fastholder Louise Simonsen, der er formand for foreningen Danske Mink, der kæmper for at bevare erhvervet herhjemme, til P4 Midt og Vest. 

"Jeg har udmeldinger fra omkring 90 avlere, der gerne vil forblive avlere og dermed bidrage til at være samfundsmæssigt ansvarlige og gøre en forskel for vores BNP og eksporten til fordel for at stå af og skulle erstattes for flere millioner", siger hun til mediet. 

Louise Simonsen har også tidligere været ude at fortælle i medierne, at mellem 50 og 90 minkavlere har ytret ønske om at genstarte ehvervet.

Hvis forbuddet mod minkavl forlænges, skal også den aftale, der ligger til grund for den dvaleordning, som flere minkavlere har takket ja til, tages op igen.

Derudover rettede Louise Simonsen også en kritik mod blandt andet Fødevareministeriet og minister Rasmus Prehn (S), der ifølge hende har aflyst flere møder og aftaler med foreningen.

Foreningen Danske Mink er ikke at forveksle med Danske Minkavlere, der er andelsselskabet, der ejer Kopenhagen Fur. 

Hos Danske Minkavlere forventer formand Tage Pedersen modsat, at de fleste minakvlere vil lade deres ejendom og virksomhed ekspropriere af staten, og at kun "enkelte avlere fortsat har mod på at fortsætte i erhvervet", har han tidligere forklaret.

Opdateret med kommentar fra Tage Pedersen kl. 16:34.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle