Tendens fortsætter: Spansk og fransk grisenotering fortsætter frem - dansk notering bagerst i feltet

Både den spanske og franske grisenotering er startet stærkt ud i 2023 med en række prisstigninger. Anderledes ser det ud i Danmark.

Eksperters meldinger om, at den spanske grisenotering normalt falder i starten af året ser ikke ud til at holde stik i år.

Tal fra den tyske producentforening ISN, som Danske Svineproducenter bringer i en markedsorientering, viser, at den spanske notering for anden uge i træk er steget til nu 16,44 kroner i uge fire. Det seneste stigning for noteringen lyder på 22 øre.

Der blæser også positive vinde over den franske notering, der blandt andet er løftet af detailhandlens traditionelle kødkampagner i starten af år. Noteringen i Frankrig er gået 45 øre frem til 15,92 kroner. 

Den tyske notering fortsætter på 14,51 kroner, mens den hollandske notering også stiger - med 15 øre til 13,39 kroner.

Dermed lægger den franske notering yderligere afstand til den danske notering, som i uge fire landede på 12,65 kroner. Det er et fald på 45 øre på en uge, og den danske notering er dermed klart sidst blandt de fem største grisenationer i EU.

Markedet er præget af svag efterspørgsel på kød.

- Samlet set er udbuddet af slagteklare grise overskueligt på det europæiske slagtesvinemarked. Slagterierne på tværs af landegrænser står over for udfodringen at fylde slagtekapaciteterne effektivt og således fordele omkostninger. Efterspørgslen efter kød er sæsonmæssigt svag og konkurrencepresset i Europa er stort. Det europæiske kødmarked er godt forsynet i lyset af den svage forbrugerefterspørgsel og de manglende impulser i efterspørgslen af grisekød til tredjelande, melder ISN.

Om den franske og spanske noteringsstigning oplyser ISN, at udbuddet af slagtegrise er lille i Frankrig med faldende slagtevægt, og i Spanien er efterspørgsel på slagtegrise fra slagteriernes side større end udbuddet. Her stiger slagtevægt dog, da flere producenter er tilbageholdende med at sælge grise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle