Theilgaard: Klimaforandringer påvirker dansk landbrug

Ekstremt vejr som den nuværende hedebølge og hyppigere skybrud er ikke bare tilfældigheder, mener TV-meteorolog.

Det kan godt være at et enkelt skybrud og en enkelt hedebølge er en tilfældighed. Der har altid været skybrud og hedebølger. Men når de sker hyppigere og hyppigere er det tegn på, at det ikke er en tilfældighed. Det fortalte tv-meteorologen Jesper Theilgaard i forsamlingshuset på Roskilde Dyrskue søndag.

”En enkelt hændelse eller to er en tilfældighed. Men vi kan ikke blive ved. Der er noget som ændrer vores opfattelse af, hvordan verden ser ud”, sagde han.

Ifølge Jesper Theilgaard er gennemsnitstemperaturen i Danmark steget med 1,5 grad de sidste 100 år. Samtidig er gennemsnitsnedbøren steget med 100 millimeter fra 650 til 750 millimeter. Det bemærkelsesværdige er, at de sidste 70 millimeter er sket siden 1970.

I Danmark er den største konsekvens af klimaforandringerne skybrud. Skyerne bliver mere aktive, for der er mere vand og mere energi i skyerne med stigende temperaturer.

”De har sindssygt meget energi i sig. En enkelt sommerbyge indeholder lige så meget energi som en Boeing 747 bruger på at flyve rundt om jorden. Et kraftigt skybrud svarer til at et fly kan flyve to gange rundt om jorden”, forklarede han.

For landbruget betyder den ekstra nedbør, at markerne ofte er våde. Vandet kan ikke slippe væk, for jorden er vandmættet og vandløbene kan ikke følge med. Mange steder er vandløbsregulativerne baseret på de nedbørsmængder, der var i firserne, og det slår ikke til i dag, hvor det regner mere. Det bliver ikke bedre af, at fordelingen hen over året er mere ujævn.

Ifølge Jesper Theilgaard skal landbruget overveje, om man med klimaændringerne skal overveje, om det er de samme planter, man skal blive ved med at dyrke.

”Skovbruget gør det. De planter ikke længere rødgran, der ikke trives med det nuværende klima, og andre steder i verdenen, skifter de også afgrøderne ud” siger han.

Ud over de muligheder og begrænsninger, som klimaforandringer giver for landbruget, som i Danmark står for 19 procent af udledningen af drivhusgasser, kan landbruget gøre noget for klimaet. De kan dyrke afgrøder, så CO2 bindes i jorden og ikke kommer ud i atmosfæren, forskning i andet foder til køer er også en vej frem, ligesom produktion af biogas er en måde at reducere udledningen af drivhusgasser, påpeger Jesper Theilgaard.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle