Them Andelsmejeri på fremstød: Økologien vokser

Them Andelsmejeri er ligesom fire andre mejerier med på Biofach-messen i Tyskland.

Fem danske mejerier deltager på verdens største økomesse, Biofach, som i morgen, onsdag, åbner i tyske Nürnberg.

Them Andelsmejeri er - ligesom Naturmælk og Tebstrup Gedeosteri - præsenteret af handelsvirksomheden Uhrenholt. Thise Mejeri har egen stand. Arla er repræsenteret på den danske fællesstand.

Det er anden gang, at Them Andelsmejeri er med på messen.

"Vi har ikke så mange økologiske produkter, men ved at gå sammen med andre mejerier kan vi godt få en lille forretning ud af det. Det er kun tredje gang, at vi er repræsenteret på BioFach, og vi ved, at det tager tid, før kunderne får tillid til en virksomhed," siger Erik Rasmussen, der er salgschef i Them Andelsmejeri, til Mejeri Magasinet.

Them Andelsmejeri eksporterer 7-8 pct. af sin osteproduktion, og heraf udgør økologien kun en lille del. Erik Rasmussen mener dog, at tingene er ved at ændre sig.

"Vi oplever, at vores tyske kunder begynder at efterspørge økologiske produkter, så vi har bestemt forventninger til det tyske marked," siger Erik Rasmussen.

Mejeri er lokomotiv

Chefkonsulent Ejvind Pedersen, Landbrug & Fødevarer, som også deltager på messen, anslår, at den samlede danske øko-eksport steg til 2,2 mia. kr. i 2016, og heraf vil mejeri-andelen udgøre godt 50 pct.

"Det absolut vigtigste eksportmarked er fortsat Tyskland, men Kina, som i 2015 aftog for 250 mio. kr., får i stigende grad betydning," siger Ejvind Pedersen til Mejeri Magasinet.

Arla udstiller produkter

Arla har tidligere haft egen stand på BioFach, men har i år valgt at udstille nogle af selskabets produkter på den danske fællesstand.

"I de seneste par år er Arla gået fra at være en ”skandinavisk” importør på det tyske marked til at være en lokalt og nationalt forankret mejeriaktør i Tyskland med tyske andelshavere og produktion i forskellige dele af landet," forklarer direktør for ekstern kommunikation Theis Brøgger til Mejeri Magasinet.

"Det betyder også, at vores kontakt til vores tyske kunder er ændret – i dag har vi løbende kontakt med dem som på vores andre ”hjemmemarkeder” i Europa, og derfor giver det ikke længere mening på samme måde for os at deltage på en messe som BioFach."

 

 

 

 

 

 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle