Thise-brandet giver merpris på oksekød i Coop

Thise & Ko brandet er i vækst, melder selskabet bag. Trods faldende oksekødsforbrug, stiger afsætningen fortsat.

Brandet Thise & Ko, der er bygget på oksekød fra andelshaverne i mejeriselskabet Thise, går godt fremad.

Det melder det danskehandelsselskab Tamaco, der administrerer aftalen mellem mejeriet og supermarkedskæden Coop, der sælger kødet.

"Det går egentlig meget fint og stabilt. Vi synes, vi har en fornuftig udivkling i det. Oksekødsnoteringen har ikke haft vækst på det seneste, men vi synes, det hele er gået relativt ok", siger adm. direktør i Tamaco, Karsten Deibjerg.

"Vi har en encifret vækst, når det gælder mængderne. På priserne følger vi den traditionelle notering - og tilstræber at give en krone mere end Friland. Det har vi gjort, og det har der været økonomisk balance i også", fortæller han.

Udbryder-køer

Thises omkring 70 andelshavere valgte i 2015 at bryde med Danish Crowns økoselskab Friland for i stedet at lave eget brand, Thise & Ko.

Fra juli 2016 er samtlige Thises dyr sendt til lønslagtning på Himmerlandskød i Hadsund, hvorefter de bliver solgt til Coop som halve slagtekroppe.

Alle andelshavernes dyr sælges altså i Kvickly, Brugsen, Fakta og nok især Irma-butikkerne.

Ud over de malkekøer og kvier, der ryger til slagtning, har også et par leverandører af kalve kontrakt via Thise & Ko. Her er kravet, at de har købt tyrekalvene fra Thises andelshavere.

Økologi plus et brand

For Karsten Deibjerg giver det god mening, at andelshaverne hiver en merpris hjem i forhold til de øvrige leverandører af dyr "med rødt Ø på".

"Det, vi har, er jo økologi plus et brand og noget oprindelse", siger han og påpeger, at ordningen dog også indeholder nogle begrænsninger.

"Vi har jo det, vi har. Mængden af hakkekød er styret af, hvor mange malkekøer der er til rådighed i Thise. Men det går ok", tilføjer han.

På oksekødssiden tales der for tiden meget om det faldende kødforbrug. Tamaco-direktøren, der er tidligere mangeårig direktør i hovedkonkurrenten Friland, er fortrøstningsfuld.

"Der er et faldende forbrug generelt på oksekød, og det skal man jo forholde sig til. Men indtil nu har vi kunne finde en lille vækst alligevel. Vi tror, at nogle af de kernefamilier, der er de største økologiske forbrugere, har skåret ned på deres oksekødsforbrug. Men der er også kommet flere af den type familier til", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle