Thise ruster sig til mere øko-mælk på markedet

I denne uge lander en række nye Thise produkter ude hos supermarkederne. Ifølge Thises direktør forventer de øget konkurrence på markedet for øko-mælk de kommende år og sætter ind på flere fronter.

Yoghurt med mindre sukker, kakaomælk med højt proteinindhold og is uden e-numre. Det er blot nogle af den regn af nye produkter fra Thise, der i løbet af ugen er landet i køleskabene hos supermarkederne.  

I alt 17 produkter, hvis man tæller alle produkter og varianter med.

”Ja, det er ikke fordi vi har sovet meget den seneste tid,” siger Thises direktør, Poul Pedersen til Landbrugsavisen.dk.

Han ser det som sin helligste opgave at få omdannet den mælk, der kommer ind på mejeriet til de produkter, forbrugerne efterspørger. Samtidig skal det være tro mod mejeriets principper.

”Økologisk is uden e- numre er en svær opgave, men vi har løst det rigtig godt og anbefaler bare forbrugeren lige at lade den stå fremme på bordet fem minutter inden den spises. Vores nye yoghurt, i to varianter, er med 33 procent mindre sukker og nøglehulsmærket. Kakaomælken er med et højere proteinindhold og lavet i samarbejde med Herlev Sygehus,” fortæller han.

Yoghurten findes i to varianter, isen i tre og kakaoen i to. Desuden er der mælk af 100 procent jerseymælk i fem varianter, laktosefri fløde og minimælk en opgradering af de fire hidtidige varianter i Thises acido-linje nu kaldet A-kultur, samt en hel ny smagsvariant med blåbær og vanille.

Øgede mælkemængder

Thise lange række af forædlede mejeriprodukter skal være med til at sikre en god økonomi i produkterne og med til at ruste mejeriet til fremtiden og den øgede konkurrence.

”Vi forventer, at der kommer en halv mia. kg. mere økomælk i det nordeuropæiske marked og Frankrig i løbet af 2017 og en halv mia. kg mere i løbet af 2018. Så det er godt at have sit hjemmearbejde på plads,” siger han, men understreger at han ikke ser sort på det, og at markedet er stærkt.

På det danske marked forventer mejeriet 80 mio. kg. mere økomælk indenfor det næste år.

”Vi skal ikke begynde at tage nervepiller over det. De nordeuropæiske supermarkeder begynder at tage mere friskmælk ind, og de kan jo tage enorme mængder,” siger han.

Han mener dog, at det kan blive svært at komme af med overskydende mælk, og her kommer de mange forædlede produkter til sin ret.

Mere eksport

Thise har hidtil koncentreret sig mest om hjemmemarkedet, men i fremtiden vil der komme mere fokus på eksport.

”Vores ost vil vi begynde at sælge til Sverige, Tyskland, Holland og Belgien. Og en lille verdensnyhed er at øko-skyr lanceres i en supermarkedskæde i Nordtyskland og i en række naturkostbutikker, også i Tyskland,” siger Poul Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle