Thomas tænkte tre-kantet for at optimere økologisk svineproduktion

Thomas Bertram gik målrettet efter at starte en landbrugsproduktion, hvor han kunne optimere. Derfor kastede han sig over økologisk svineproduktion og startede med at konstruere en afløser for økologernes små farehytter.

Hvor kan man gøre tingene markant bedre, end de allerede gøres i dag?

Det spørgsmål stillede nordjyske Thomas Bertram sig selv og sine omgivelser. Og svaret blev: I den økologiske produktion af smågrise.

Thomas startede fra bunden med at designe helt nye farehytter.

»De økologiske farehytter rummer kun en so og hendes grise. De er svære at komme ind i, når man skal se til grisene, og man skal stoppe ved hver hytte, når man skal fodre, give vand eller strø«, fortæller Thomas Bertram, der på landbrugsskolen gik i gang med at designe et helt nyt system med fire søer og deres grise i hvert hus.

I dag er hans idé ført ud i livet på den gård, han overtog den første januar, og hvor han har startet en økologisk produktion af grise.

Gården var allerede købt i april, og han drev stedet på 12 hektar, der blev lagt om fra starten. Og da det første år var gået, havde han afdraget 600.000 kr. af den samlede gæld på otte millioner kr., som han stiftede i forbindelse med overtagelsen af de 30 hektar og investeringen i den nye type farehytter.

»Hytten er lavet, så jeg kan fodre, give vand og strø i alle fire stier fra samme åbning i hytten«, forklarer Thomas Bertram.

Fire banker interesserede

Fra starten spurgte Thomas Bertram 10 banker, om de var interesserede i at være med i hans projekt.

Seks sprang fra med det samme, men resten optog han forhandlinger med. Da briterne besluttede at forlade EU, var der dog kun Merkur Andelskasse, der stadig var interesseret i at være med.

Ud over muligheden for at forbedre produktionen er Thomas Bertram gået ind i produktionen af økologiske grise, fordi arbejdsformen personligt passede ham bedst.

»Jeg har forstand på grise, men jeg ved, at hvis jeg skal være landmand, til jeg bliver 70 år, skal jeg ikke arbejde indendørs i en grisestald«, fastslår han.

Dårligt vejr derimod kan han håndtere. Det kan grisene også. For der er lagt strøm ind i faringshytterne og sat varmelamper op i de huler, han har i hjørnerne af hver sti.

Fast aftager

I øjeblikket har Thomas Bertram en fast aftager til sine smågrise. Det er også det, han synes bedst om.

Alligevel er han klar til at skifte spor, hvis aftageren eventuelt falder fra, fordi priserne på økologisk svinekød falder.

»Måske vil jeg så gå videre og lave slagtesvin selv. Så bliver det formentlig også i mobile stalde, så jeg undgår store investeringer i byggeri. Mobile stalde til slagtesvin har også den fordel, at de kan leases«, forklarer Thomas Bertram.

Der kan også være en anden grund til at skifte spor.

»Jeg skal have fundet en kæreste eller hustru. Hun skal jo være med på denne produktion og på at bo her. Hvis hun ikke er det eller har nogle andre idéer, hun brænder for, kan det da være, at jeg må finde på noget andet«, siger Thomas.

Skal blive bedre

I øjeblikket fravænner Thomas Bertram 12 grise pr. hold.

Det tal er for lavt, fastslår han selv, og han har også allerede en plan til forbedring.

Bl.a. skal der skaffes plads til flere ammesøer.

En anden forbedring er på vej, fordi det faktisk kan lade sig gøre at få søerne i brunst og drægtige, selvom de går med smågrisene, til de er syv uger gamle.

Heldig - og klar

»Jeg har været heldig at starte på et tidspunkt, hvor markedet var godt. Men jeg er klar til at tage konsekvensen, hvis markedet vender.

Jeg er også klar over, at jeg går til grænsen af, hvad forbrugerne oplever som økologisk produktion«, siger Thomas Bertram.

Faktaboks

Bedriften

  • 30,5 hektar dyrkbar jord med JB 4-5.
  • Økologisk smågriseproduktion med 90 søer.
  • Ni selvudviklede vogne med hver fire stier, hvor søerne kan fare.
  • Masser af kløvergræs-marker, som grisene afgræsser.
  • Fravænner i øjeblikket 12 grise pr. hold - er på vej op.

Jeg er landmand, fordi:

  • Jeg er blevet landmand, fordi jeg kan lide at bestemme selv.
  • Jeg kan lide at drive bedriften og at udvikle mine idéer.
  • Jeg holder af at følge grisene og deres udvikling, og jeg er økolog, fordi jeg vil arbejde udendørs.
  • Der sker hele tiden noget nyt.
  • Jeg har mulighed for at optimere.

Blå Bog

  • 1990: Thomas fødes.
  • 2011: Faglært landmand.
  • 2011-2012: Garderhusar.
  • 2012-2014: Arbejder i Australien med kødkvæg.
  • 2014-2015: Arbejder med løsgående søer.
  • 2015-2016: Produktionsleder og agrarøkonom.
  • 2017: Køber den nuværende gård.

3 Gode råd

  1. Vær din egen: Tænk ud af boksen, og skab dit eget projekt
  2. Tænk dig om: Projektet skal være godt gennemtænkt, og man skal være åben for andre muligheder.
  3. Det skal være en forretning: Vi er landmænd for at tjene penge. Så nytter det ikke at lave et projekt, der ikke giver overskud. Sørg for at lave et godt budget, og sørg for, at du kan dokumentere resultater.

5 år fra nu:

  1. Flere søer: Overvejer at udvide til 130 søer og få en elev.
  2. Kæreste: Thomas’ kommende kæreste får afgørende indflydelse på, hvordan bedriften skal fortsætte.
  3. Udvidelse: Måske skal jeg udvide mere, men så bliver det på en anden gård.
  4. Direktør: Hvis jeg skal udvide, vil jeg overveje at ansætte en administrerende direktør. For det er ikke den del af arbejdet, jeg er bedst til.
  5. Måske slagtesvin: Måske udvikler bedriften sig, så jeg også laver slagtesvin. Det afhænger lidt af markedet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle