Det Tönnies-ejede slagteriselskab har i dag afskediget deres produktionsdirektør. Det sker efter eget udsagn for at slanke ledelsesstrukturen.
Slagteriselskabet Tican har i dag indgået en fratrædelsesaftale med den nu tidligere direktør Torben Sønnichsen, der har ansvar for produktion og salg.
Det bekræfter adm. direktør Ove Thejls til LandbrugsAvisen.
”Ja, det er korrekt, at vi har lavet en fratrædelsesaftale med Torben Sønnichsen. Der er ændret ledelsesstruktur i den danske del af Tönnies, og derfor nedlægges stillingen som COO, som Torben Sønnichsen bestred. Det sker efter et ønske om at slanke ledelsesstrukturen, hvor vi strømliner virksomheden og specialiserer os i at servicere tredjelande med de produkter, de efterspørger, herunder bl.a. Japan og Australien. Det europæiske marked serviceres fremover fra det tyske hovedkontor”, siger Ove Thejls.
Som led i fratrædelsesaftalen er den nu tidligere produktionsdirektør blevet suspenderet. Det betyder i dette tilfælde, at han ikke længere vil komme på Tican, men at han fortsat står til rådighed for virksomheden.
Hvorfor er han suspenderet?
”Man kan enten vælge at fritstille, hvor den pågældende person har mulighed for at søge et andet sted hen, eller man kan suspendere vedkommende – Torben Sønnichsen kan stadig godt søge til anden side, men grundet en konkurrenceklausul kan han ikke søge til konkurrerende slagterivirksomheder,” siger Ove Thejls og fortæller, at beslutningen er indgået efter fælles forståelse mellem Tican og ejerne i den tyske Tönnies-koncern.
Hvem har taget første skridt mod at tage den beslutning?
"Det har jeg ingen kommentarer til. Men det er en fælles beslutning, og jeg foretager selvfølgelig ikke sådan en beslutning, uden at Tönnies er inde over.”
Fratrædelsesordningen sker som et led i en effektiviseringsproces, men har vigende resultater haft indflydelse på beslutningen?
”Det er ingen hemmelighed, at det har været en udfordring at drive slagteridrift på grund af høje svinepriser. Vi har ingen endelige resultater nu på nær perioderesultater, hvor vi kan se, at vi er udfordrede, og at vi er i en situation, hvor det er svært. Der kigger man meget på effektiviseringer, og som led i en sådan proces bliver denne beslutning effektueret”, siger Ove Thejls.
Så perioderesultaterne har ikke noget med afskedigelsen at gøre?
”Kort sagt så nej, det er ikke dårlige resultater, der er årsagen. Vi har klaret os godt, men det er ikke det samme som at komme ud med overskud. Det hentes ikke på slagteridrift alene. I forhold til restbetalingen på 95 øre, som Danish Crown udbetaler (Danish Crown udbetaler en restbetaling på 95 øre pr. kilo efter det nyligt offentliggjorte årsregnskab, red.), har vi en udfordring alene med at honorere kravet til råvarebetaling – det er ikke nyt, for det havde vi også før, Tönnies overtog os”, siger han.
Strejkerne har ingen betydning
”Nu har vi ikke en forædlingsdel at læne os op ad, og vi skal som slagteri stå alene i Danmark. Og hvis vi skal betale den råvarepris, skal vi virkelig stramme os an, eftersom vi får ikke bidrag fra Tönnies’ forædlingsdel. Så der har vi selvfølgelig nogle udfordringer”, siger Ove Thejls.
Han uddyber dog, at det Tönnies-ejede slagteriselskab er ved godt mod.
”Vi mener ikke, at vi ikke er konkurrencedygtige, for det er vi bestemt på slagteridelen. Men det er ikke det samme, som at vi giver et stort afkast. Resultaterne kan jeg naturligvis ikke sige, at vi er tilfredse med, men vores konkurrenceevne er, hvor den skal være.”
Ticans slagterier i Thisted samt Brørup - også kaldet SB Pork - var i sidste uge ramt af strejker. Det skete som et resultat af en ny akkordaftale, der skabte protester blandt medarbejdere hos både Tican og Danish Crown. Den situation mundede til sidst ud i, at Tican underskrev et nyt protokollat til overenskomsten, der betød, at Tican droppede den nye aflønning.
Så det har intet med de seneste slagteristrejker at gøre?
”Nej, intet.”
Kommer afskedigelsen til at have betydning for jeres leverandører?
”Nej, absolut ikke.”
tönnies hentede forstærkning
Torben Sønnichsen blev i 2014 hentet ind af Tönnies-koncernen til at overtage rollen som adm. direktør for slagteriet SB Pork, der var blevet købt af tyske Tönnies tilbage i 2005. Slagteriet havde givet massive underskud i årene op til direktørskiftet og havde behov for ekstra svineleverancer.
På de fire år op til Torben Sønnichsens tiltrædelse havde SB Pork tabt i alt 170 mio. kr., hvilket betød, at de tyske ejere måtte skyde penge ind i det danske datterselskab.
Forinden entréen på Ticans bonede gulve havde han været direktør for de skandinaviske og efterfølgende nordeuropæiske aktiviteter i VION Food Group, der ejes af hollandske landmænd.