Tican bombet tilbage - op til en måned bagud på afhentning

Julens mange helligdage bringer Tican yderligere bagud på slagtninger.

Tican halter fortsat alvorligt bagud på slagtningerne - og julens mange helligdage har kun gjort problemet større.

Alt det, som Thisted og Brørup slagteriernes medarbejdere har knoklet for at indhente de seneste måneder via intensivt overarbejde, bliver nemlig bombet tilbage, og efterslæbet nærmer sig det højeste niveau i den månedlange periode med udskudte slagtninger.

Således forventer Tican at starte årets slagtninger med at være hele 16 slagtedage bagud, lyder det i selskabets ugentlige opdatering til leverandørerne.

"Efter helligdagene henover nytår forventer vi at være 16 dage bagud, i forhold til tilmeldingerne, hvilket betyder forskydninger på op til ca. 32 dage", skriver Tican og tilføjer, at man vil fortsætte med overarbejde i januar.

Problemerne for Tican startede, da en planlagt opgradering af slagtekæden i marts måtte udskydes som følge af coronapandemien. Siden har stigning i antallet af slagtesvin til de to slagterier, samt en række øvrige benspænd fra coronapandemien og problemer på den nyinstallerede slagtekæde medført, at køen af grise har været større, end hvad kapaciteten - selv med overarbejde og lørdagsslagtninger - kunne følge med til.

Tican ansatte i december ekstra medarbejdere til at udvide den daglige slagtetid i Thisted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle