Tican frygter corona: Ansatte på overarbejde med mundbind

Seks lørdage tages i brug for at indhente slagte-efterslæb. Samtidig har Tican oprustet med mundbind og ekstra udluftning.

En corona-lukning som følge af smittespredning blandt medarbejderne er - ud over sundhedsrisikoen for medarbejderne - altid dårlig timing for et slagteri. Men for Tican Fresh Meat i Thisted og Brørup vil det være ualmindelig skidt de kommende måneder.

Tican kæmper nemlig stadig med slagteefterslæb på hele 8 dage, efter man kom bagefter i marts. Det betyder forskydninger i afhentningerne på op til 14 dage for landmændene, der flere gange har givet udtryk for, at man er stærkt pressede over situationen i staldene.

Slagteriet planlægger nu overarbejde de kommende seks lørdage for at få nedbragt køen af slagteklare grise. Men samtidig kæmper slagteridirektør Niels Jørgen Villesen for at tage alle de forholdsregler, man kan, for at holde smittespredningen ude af Thisted og Brørup.

"Vi bruger rigtig meget tid på corona og på at holde os fri af det, både fordi det handler om medarbejdernes sundhed og sikkerhed, og for at holde virksomheden i gang. Vi har med de nuværende udskydelser ikke plads i kalenderen til at holde dage lukket", forklarer han.

Lærer af Tönnies-erfaringerne

Tican har som det nyeste indført krav om mundbind i de kolde skærelokaler. Derudover er der lagt flere restriktioner på adgangen til produktionen, ligesom ventilationen er blevet justeret flere steder, så luftudskiftningen er øget.

"Vi har fået evalueringer fra vores moderselskab i Tyskland, og hvad de mener at have lært af deres udbrud", forklarer direktøren med henvisning til det store udbrud på Tönnies-slagteriet i Rheda.

Her blev mere end 1400 medarbejdere ud af over 6000 ansatte ramt af covid-19 i maj og juni - og slagteriet endte med at være lukket i fem uger. Her fire uger efter genåbningen slagter man stadig ikke på normal, fuld kapacitet.

Ud over kravene om mundbind i arbejdssituationerne på de kolde skærestuer, har Tican også anbefalet mundbind, hvis de ansatte kører sammen til og fra arbejde.  

I de sidste måneder har slagteriet haltet efter med otte dages slagtninger - og alle planlagte tiltag om ekstra slagtninger i Tyskland er blevet annulleret af smitteudbruddet hos Tönnies i juni.

"Det er rigtig træls. Vi havde håbet, at vi havde kunnet hjælpe landmændene af med de grise. Vi har lidt større tilmeldinger lige nu, men vi kan nu slagte de tilmeldinger, der kommer uge for uge. Vi planlægger alt det overarbejde, vi kan de næste mange lørdage, men vi skal nok frem til oktober, før vi er med", siger han og tilføjer, at situationen med corona og efterslæb også påvirker økonomien.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle