Tican fyrer topchefen

Sebastian Laursen er allerede fratrådt sin stilling.

Tönnies-koncernen har fyret administrerende direktør hos Tican Fresh Meat Sebastian Laursen.

Det oplyser Tican i en pressemeddelelse.

Dermed fik Sebastian Laursen under et år som topchef for det tysk-ejede slagteri.

- Med de udfordringer som branchen står over for i dag, med et faldende antal grise og ændrede markedsforhold, har vi ændret strategisk fokus med en deraf følgende reorganisering af Tican Fresh Meat A/S.  Det betyder, at vi desværre har set os nødsaget til at opsige samarbejdet med administrerende direktør Sebastian Laursen, som er fratrådt stillingen, skriver Tican i pressemeddelelsen.

Indtil videre konstitueres nuværende formand Steen Sønnichsen som administrerende direktør i Tican Fresh Meat A/S.

- Af respekt for personen har jeg ikke de store kommentarer til fyringen. Det er mest værdigt. Det håber jeg, du forstår, siger Steen Sønnichsen til Landbrugsavisen.

Men med under et år på posten som administrerende direktør, var Sebastian Laursen så det rigtige match?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Ansat i april sidste år

Den nu 31-årige Sebastian Laursen afløste 1. april sidste år den mangeårige administrerende direktør, Niels Jørgen Villesen, som topchef for Tican.

Sebastian Laursen var i forvejen et kendt ansigt i Tönnies-koncernen, hvor han siden 2016 var eksportchef i Tönnies Nordic. 

Steen Sønnichsen har en lang karriere i både danske og tyske slagterier bag sig - senest som ansvarlig for hele produktionskæden hos det tyske slagteri Westfleish fra 2017 til 2021. 

Han blev ansat i Tönnies-koncernen i september sidste år som ansvarlig for koncernens aktiviteter i Danmark, England, Spanien og Polen. Dermed blev han også formand for Tican.

Opdateret klokken 15.15 med kommentarer fra formand Steen Sønnichsen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle