Tican har genvundet tabte grise - og forventer mere vækst

Der er positive tal i regnskabsbøgerne for Tican Fresh Meat og SB Pork, som desuden bliver lagt sammen.

Tican Fresh Meat og SB Pork, begge ejet af den tyske Tönnies-koncern, giver nu overskud på de danske slagterier.

Det skriver slagterierne i en pressemeddelelse forud for morgendagens årlige leverandørmøde og julefrokost. Nøgletallene offentliggøres ikke, idet regsnkabsåret, der nu følger kalenderåret, ikke er afsluttet.

Men direktør for selskaberne Ove Thejls fortæller, at der nu er "break even" eller positive tal igen i regnskaberne. Derudover hæfter han sig også ved et andet og næsten lige så afgørende nøgletal.

"2017 var et svært år, også for os. Vi mistede en gruppe af leverandører i form af Bonusgrisen og vi har siden arbejdet på at komme tilbage og få udnyttet  vores kapacitet. Vi er nu tilbage på samme niveau som før og vi forventer yderligere at få tilgang i 2019, for vi har lavet nye kontrakter", forklarer han.

Mål om 10 procent ekstra

Bonusgrisens leverandører stod for mellem 500.000 og 600.000 årlige slagtninger, da hovedparten sidste år forlod SB Pork i Brørup og gik til Danish Crown.

Dette var noget af et slag for Tican og SB Pork, idet man ved Tönnies-koncernens overtagelse for nu 2½ år siden netop havde som mål at øge slagtningerne på de to danske anlæg med hele 10 procent.

"Vi har stadig ambitionen om de 10 procent. Men vi er der ikke endnu", forklarer Ove Thejls og understreger, at man betaler den højeste danske afregning - ifølge eget benchmark for øjeblikket på 5-10 kroner mere for hver gris til leverandørerne.

Heraf kommer restbetalingen på 80 øre/kg desuden med det samme på afregningen, frem for en gang om året som hos rivalen Danish Crown.

Hvilken betydning har det for jer, at Danish Crown endte med en restbetaling på 80 øre/kg frem for at ligge højere som tidligere år?

"Vi havde internt taget højde for, at restbetalingsniveauet ville ligge lidt højere. Men det fik vi ikke behov for i år", fortæller Ove Thejls.

Klar til udvidelser

Tönnies-koncernen proklamerede ved overtagelsen af Thisted-slagteriet, at man ville investere markant i produktionen. Op mod 100 mio. kr. i første ryk. Dette er nu snart færdiggjort. Samtidig er der brugt 26 mio. kr. på et nyt tarm-anlæg i Brørup i år.

Samtidig er Ove Thejls ved at gøre klar til endnu en runde i Thisted, hvor man har opkøbt en række nærliggende huse med det formål at udvide produktionsområdet og også bygge til på sigt.

For målet er fortsat vækst for de tyskeejede slagterier, der næste år forventes formelt at blive lagt sammen under et selskab.

"Den danske prognose siger, at den danske produktion vil stige 400-500.000 grise. Det svarer til et par procent i første halvår. Det skal vi selvfølgelig have vores del af. Vi forventer at stige med en 2-3 procent i antal slagtninger næste år", siger Ove Thejls.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle