Tican henter 30-årig ind som ny topchef

Sebastian Laursen, 30 år, skal afløse Niels Jørgen Villesen som øverste direktør i slagterikoncernen Tican.

Fra på fredag sidder der en ny topchef i den tyskejede slagterikoncern Tican, der blandt andet har en stor fabrik i Brørup.

Nuværende administrerende direktør Niels Jørgen Villesen bliver således afløst af Sebastian Laursen. Det oplyser Tican i en pressemeddelelse.

Tican er den største slagterikoncern i Danmark næstefter Danish Crown. Tican er ejet af den tyske koncern Tönnies, der i 2016 købte Tican.

30-årige Sebastian Laursen er et kendt ansigt hos ejeren Tönnies, da han siden 2016 har arbejdet som eksportchef i Tönnies Nordic.

Nu rykker han så op i graderne og indtager chefstolen hos Tican. Den nye chef vil dog blive assisteret af den afgående chef i en overgangsperiode.

- Niels Jørgen Villesen har bestridt nøglestillinger i Tican i næsten 25 år og gjort selskabet til en succes, siger Frank Duffe, formand for Tican.

- Vi er især Niels Jørgen taknemmelige for, at han fortsat står til rådighed som administrerende direktør i de kommende måneder og derfor sikrer en glidende overgang i topledelsen.

Niels Jørgen Villesen har været ansat i Tican i 24 år - først som finansdirektør og siden 2019 som administrerende direktør.

Ifølge pressemeddelelsen har direktøren opsagt sin stilling, da han ønsker at fortsætte sin karriere udenfor Tican.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle