Tican-leverandører vinder voldgiftssag

Tican udbetaler nu de sidste 5 øre til leverandører i omstridt sag om efterbetaling.

Den største leverandør til Tican-slagterierne, andelsselskabet Dangris, har vundet voldgiftssagen, som selskabet anlagde mod Tican om manglende efterbetaling fra forrige slagteår.

Det skriver Agriwatch, som har fået afgørelsen bekræftet af Ticans midlertidige administrerende direktør, Steen Sønnichsen.

Tican har ligeledes sendt en skrivelse til sine leverandører, som Agriwatch har set.

Som følge af afgørelsen udbetaler Tican 5 øre per kg. til leverandører, der har sendt grise til Tican i perioden 28. september 2020 til 4. oktober 2021. Det løber ifølge Steen Sønnichsen op i knap 20 millioner kroner.

- Vi respekterer dommens udfald, og vi udbetaler 5 øre til alle leverandører, ikke kun Dangris. Nu kigger vi fremad og koncentrerer os om samarbejdet, siger Steen Sønnichsen til Agriwatch.

Ændrede pludselig markedstillæg

Dangris er med 1,5 millioner slagtegrise om året ud af i alt 4 millioner grise den største leverandør til Tican-slagterierne i Thisted og Brørup.

Selskabet varslede voldgiftssagen, efter Tican i december 2021 pludselig ændrede sit løbende markedstillæg.

Det betød, at selskabets samlede efterbetaling pr. kilo grisekød lå 25 øre lavere end Danish Crowns afregning på 130 øre for slagteåret 2020/2021.

Dermed løb Tican ifølge leverandørerne fra et løfte om at matche Danish Crowns priser.

Det vakte voldsom vrede blandt griseproducenterne, og fik flere af dem til at skifte til Danish Crown eller Danepork.

Men selvom Tican i december sidste år pludselig kom sine leverandører i møde og valgte at udbetale yderligere 20 øre i restbetaling for året 2020/2021, var det ikke nok for Dangris.

Der manglede stadig fem øre på efterbetalingen, og derfor stod Dangris ved voldgiftssagen.

Dangris' formand, Søren Overgaard, erklærer sig tilfreds med voldgiftssagens udfald, da det for dem har handlet om principper. 

Over for Agriwatch erkender han dog, at voldgiftssagen i perioder har været en sten i skoen i forhold til samarbejdet med Tican.

Dangris består af 170 leverandører og tæller især de forhenværende Tican-ejere, der solgte slagteriet til den tyske Tönnies-koncern i 2015. 

Anden sag bortfalder

Landsforeningen af Danske Svineproducenter havde også varslet en voldgiftssag mod Tican på vegne af 85 leverandører, der til sammen leverer 1,9 millioner slagtegrise til Tican.

Organisationen ville afvente udfaldet at Dangris' sag, inden man foretog sig yderligere.

I og med at alle Ticans leverandører og ikke kun Dangris nu modtager den sidste efterbetaling fra forrige år som følge af afgørelsen i Dangris-sagen, bortfalder ønsket om en voldgiftssag dog.

Det bekræfter Danske Svineproducenters formand, Jeppe Bloch Nielsen, over for LandbrugsAvisen.

Opdateret 29/3-23 klokken 11.18 med kommentar fra Dangris-formand Søren Overgaard samt at anden voldgiftssag bortfalder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle