Tican supplerer op - matcher Danish Crowns restbetaling

Som lovet matcher Tican afregningen fra konkurrenten med snarlig udbetaling. Efterslæbet tager nu lidt af.

Efter vanlig praksis er der nu penge på vej til Ticans mange svineproducenter, efter at Danish Crown fornylig kom med regnskab.

Det oplyser selskabet i sin ugentlige prisopdatering, hvor det i denne uge fremgår, at det såkaldte markedstillæg justeres opad, så det matcher konkurrentens prisniveau.

Dermed får svineproducenterne hos konkurrenten altså også gavn af Danish Crowns rekordresultat.

Med 0,55 kroner per kilo ekstra til leverandører af slagtesvin, 20 øre per kilo ekstra for søer, og 1,35 kroner per kilo for økologiske slagtesvin ekstra oven i det allerede udbetalte markedstillæg på 80 øre per kilo som løbende ruller ind sammen med noteringen, får kontraktleverandørerne til Brørup og Thisted altså matchet deres afregning med andels-konkurrenten.

Hvor Tican nu har regnskab, der følger kalenderåret, følger markedstillægget det forskudte regnskabsår fra 1. oktober sidste år til den 30. september i år.

Ingen pensionspenge

Danish Crowns andelsejere på svinesiden har fortsat den fordel, at de har fået sat 8,9 øre per kilo ind på deres såkaldte PA-konti - penge, de kan tage med på pension, når de en dag stopper i slagteriet.

Denne del af afregningen som ejer får Ticans leverandører ikke. 

PA-kontoen er konstrueret, så den både kan tælle som egenkapital i svineproducenternes og Danish Crowns regnskab.

Derudover får de svineproducenter, der var andelshavere tilbage fra før 2018, hvor selskabet afskaffede indbetalinger af 15 øre per kilo på andelshaverkontoen også renter af deres indestående her. Andelshaverkontoen vil efter planen komme til udbetaling fra næste år i en periode på 8 år.

Forskel i so-notering

Når det gælder afregningen på søer matcher de 20 øre per kilo dog ikke fuldstændig efterbetalingen fra Randers-selskabet, idet restbetalingen her endte på 1,20 kroner per kilo.  Her har Tican dog for vane at ligge over Danish Crowns notering. Tidligere var det med en krone, men i corona-pandemiens hærgen har tillægget flere gange været under det vanlige. 

Pt. er Ticans so-notering på 5,80 kroner per kilo, mod Danish Crowns 4,80 kroner per kilo. Afregningen kan dog ikke fuldstændig sammenlignes, idet der er forskel i vægtgrænser, kødprocent mv.

Ugebrevet melder, at Tican fortsat er 11 dage bagud, men at tilmeldingerne denne uge har været lidt lavere. Det betyder forskydninger på op til 22 dage i slagtningerne. 

Et nyt lørdagshold er startet op og der planlægges fortsat lørdagsarbejde de kommende måneder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle