Ticans forsinkelser giver udfordringer i staldene

Tican hænger fortsat bagefter med op til 2 uger. Rådgivere mærker frustrationerne hos landmænd, der kæmper for at holde styr på ekstra mange og tunge grise.

Presset på leverandørerne til Tican er fortsat stort. Det mærker jyske svinerådgivere, der taler med de frustrerede Tican-producenter.

Med op til 14 dages forsinkelse i afhentnigen af grise er såvel pladsmangel som frustrationer mærkbare i staldene.

»Hverdagen er slået i stykker. Det system, de fleste har i arbejdet, fungerer ikke, og det giver meget irritation«, fortæller chefkonsulent Mads Waidtløw fra SvineXperten.

Peter Jakobsen, fagchef i svinerådgivningen i LandboNord, er helt enig i udfordringerne.

"Det ødelægger producenternes flow og arbejdsplanlægning, at de ikke kan komme af med grisene og hele tiden skal flytte dem rundt. De håndterer det sådan set fornuftigt nok. Men det har varet længe nu, og det presser både slagtesvineproducenterne - og også smågriseproducenterne, der ikke kan komme af med grisene".

Problemerne startede i Tican allerede i foråret og er siden på grund af corona og tysk lukning hos Ticans moderselskab Tönnies blevet værre. Sidste uge meldte man fra Thisted, at man var 8 dage bagud - hvilket betyder op til 14 dages forsinkelse i afhentning.

Smågrise må sælges

Hos SvineXperten har man konkret måttet hjælpe med at skabe plads i staldene ved at stoppe tilgangen af nye grise.

"Vi har kunnet hjælpe nogle smågrise, der var bestilt, ud ved at sælge dem i puljen. Men det er ikke nemt lige for tiden", fortæller Mads Waidtløw.

Ellers er det især dagligdagen, der bøvler.

»Det kniber med at få tid til at vaske og gøre rent. Leveringen af de store grise er også et hårdt arbejde. Sådan 10 grise på gangen sætter hurtigt prop i det hele«, siger Peter Jakobsen.

"Flere landmænd siger, at grisene er stressede af at gå tættere. Det fører til flere døde grise og mere bøvl, når man ikke kan passe dyrene, som man gerne vil", mener Jes Callesen, seniorrådgiver i Svinerådgivningen og kalder hele situationen for "noget af et puslespil« for landmændene".

Alle tre rådgivere melder, at svineproducenterne gør et stort stykke arbejde for at holde dyrevelfærden, selv om der flere steder er mærkbart flere kilo gris at holde styr på.

"Vi har ikke fået meldinger om halebid eller andet, så jeg tror, at man får styret situationen - sådan rimeligt", mener Mads Waidtløw.

Økonomisk nogenlunde

De økonomiske konsekvenser er sværere at vurdere.

"Noteringen er jo faldet, men eftersom Tican betaler for de ekstra kilo, tror jeg, at det hele hænger nogenlunde sammen. På den måde redder Tican dem nogenlunde", vurderer Peter Jakobsen.

"Det er ikke en katastrofe, for noteringen er stadigvæk forholdsvis høj, men det koster da. Målt pr. gris går det nok op, men målt pr. stiplads er det værre, for der kommer jo færre grise gennem stalden. Det kræver, at man kan styre tilmelding og udlevering, så det hele ikke bliver ædt op af fradrag for undervægt", påpeger Mads Waidtløw.

Det betyder ifølge rådgiverne også, at nogle producenter undersøger, om de skal skifte slagteri.

Det har ikke i denne uge været muligt at få en kommentar fra Tican-direktør Niels Jørgen Villesen, da han holder ferie.

Faktaboks

Stadig op til 14 dages efterslæb i Tican

  • I flere måneder har Tican haft slagteefterslæb på 8-14 dage. Problemerne skyldes nye leverandører og en opgradering i Thisted, som coronakrisen spændte ben for.
  • Dangris-leverandørerne har her i avisen krævet hurtig handling og kaldt situationen for desperat.
  • I juni sendte Tican slagtesvin til Tyskland. Det blev bremset af Tönnies-lukningen. Et par leverandører er gået til Danish Crown.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle