Tidligere mælkeproducent er ny forstander på Agroskolen

Agroskolen i Herning har fået en forstander, der ved alt om de udfordringer, fremtidens unge landmænd står over for. Jeppe Bomann har taget hele turen.

Trods sin relativt unge alder - han er kun 35 år - er det en erfaren herre, der nu kan kalde sig forstander på en af landets store landbrugsskoler, Agroskolen i Hammerum ved Herning. Jeppe Bomann har nået både at uddanne sig til agrarøkonom, været driftsleder på en gård med malkekøer, formand for LandboUngdom og selvstændig landmand.

Især det sidste har også haft personlige og økonomiske konsekvenser for manden, der i 2011 overtog et konkursbo med holsteinkvier for 24 mio. kr. og satte knap 500 jersey-køer ind i stedet. Fast besluttet på en fremtid som mælkeproducent med syv ansatte investerede den unge landmand yderligere 22 mio. kr. i drømmen.

Farvel til gården

Desværre gik tingene ikke Bomanns vej, og i 2015 måtte han give slip på projektet og indgå i en rekonstruktion af Bomann Agro, som han kunne forlade i 2017 efter at have svaret enhver sit. Med sig tog han den erfaring, at det sjældent skyldes en enkelt ting, hvis tingene går galt. Og at timing og held spiller en stor rolle for landmænd.
 
Siden 2019 har Jeppe Bomann været ansat på Agroskolen, og fra maj i år har han kunnet smykke sig med titlen forstander. Selv vil han gerne nedtone udnævnelsen og mener, at han skal lave det samme, som da der stod uddannelsesleder på visitkortet. Men det er vist en vestjysk underdrivelse, for der følger også et ledelsesansvar med.
 
Skolen, der siden 2018 har klaret sig uden forstander, signalerer da også med udnævnelsen, at uddannelsen af den kommende generation af landmænd er vigtig. "Jeg kender jo erhvervet godt - og hvis nogen spørger, så ved jeg altså også noget om rekonstruktioner og den risiko, der er i erhvervet", som han siger lidt underspillet.

Faktaboks

Jeppe BomannAgrarøkonom fra Dalum 2008Formand LandboUngdom 2010-12Ejer af Bomann Agro 2011-17Uddannelsesleder Agroskolen 2019Forstander 2020

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle