I forbindelse med årsdagen for ordren om aflivning af alle mink i Danmark har LandbrugsAvisen talt med en række tidligere minkavlere for at høre, hvordan det går her et år efter. Herunder kan du læse en af beretningerne.
Hos 53-årige Allan Seest fra Sydals er medlingen god.
"Det går godt. Jeg har fået arbejde for tre uger siden: Jeg kører blodbil for Sygehus Sønderjylland. Vi kører rundt til lægehusene og henter blodprøver og urinprøver og kører tilbage med dem til Sønderborg. Det er et stille og roligt arbejde, hvor man skal køre mange kilometer hver dag. Jeg søgte uopfordret og er faktisk superglad for det.
"For et år siden var vi på helt usikker grund og vidste ikke, om vi skulle gå fra hus og hjem. Så kom aftalen, og selv om vi ikke har fået penge endnu, har vi dog tiltro til, at vi får nogen, og at vi kan blive boende, så vi er faldet mere til ro. Ellers har jeg har brugt en masse tid på projekter herhjemme: lægge terrasse og male hus, gøre pænt og vedligeholde. Nu er der ikke rigtig mere, og så søgte jeg det her job", siger han.
Bliver aldrig rød
Og Allan Seest havde aldrig troet at han skulle blive offentligt ansat, men han er glad for at komme afsted hver dag.
"Det er dejligt at komme af sted og møde andre mennesker igen. Ellers har jeg ikke forkromede fremtidsplaner, og det bliver i alt fald ikke noget med mink igen. Jeg havde aldrig regnet med, jeg skulle være offentligt ansat. Det er jeg så nu - men rød, det bliver jeg aldrig", slutter han.
Allan Seest, Sydals
