Familien Lerche-Simonsen, der tidligere var en af landets største griseproducenter, stævner og politianmelder Nordea.
Der er lagt i kakkelovnen til et større opgør mellem landbrugsfamilien Lerche-Simonsen og den skandinaviske storbank Nordea.
Familien, der tidligere har ejet en af landets største grisefarme, Eskelund på Fyn, har stævnet Nordea. Familien kræver 50 millkioner kroner i erstatning for den lukning af flere renteswaps, som banken gennemførte i 2020.
Familien har også politianmeldt Nordea med beskyldninger om mandatsvig og for at have påført familien et tab på over 90 millioner kroner.
- Nordea har stjålet vores formue. Renteswappen gjorde, at økonomien blev ødelagt totalt i virksomheden, og deres måde at opgøre det skyldige beløb var helt forkert. Det blev alt andet end den sikring, Nordea havde lovet os, siger Erling Lerche-Simonsen, der er tredje generation i landbrugsfamilien, til Børsen.
Det var ifølge ham på Nordeas opfordring om at rentesikre sig, at familien indgik en aftale.
Havde tillid til banken
Lerche-Simonsen havde været kunde i Nordea i over 25 år og havde ifølge Erling Lerche-Simonsen tro på, at banken havde opgjort renteswappens værdi rigtigt.
Børsen har efterlyst en kommentar fra Nordea til retssagen, politianmeldelsen og anklagerne. I et mailsvar skriver Nordea Danmarks landbrugsdirektør Morten Riget til Børsen:
- Som bank er vi bundet af tavshedspligt og kan derfor ikke kommentere på konkrete sager. Men helt overordnet søger vi altid at arbejde sammen med vores kunder om at finde de rette løsninger til lige netop deres situation.
/rost