Tidligere Tican-ejere topper restbetaling med fire øre

Femte og sidste million-udbetaling for salget af Tican er tikket ind hos Dangris-ejerne. Derudover toppes restbetalingen op med ekstra 3,99 øre per kilo til andelshaverne.

Endnu en omgang pengeregn falder ned over de tidligere ejere af Tican-slagteriet; nemlig de knap 200 andelshavere i Dangris Amba.

Andelshaverne får nemlig ud over restbetalingen fra Tican - der matcher Danish Crowns årlige restbetaling op til markedsniveauet på 135 øre per kilo for 19/20 - også ekstra penge fra Dangris' pengetank.

Faktisk får alle de 175 aktive svineproducenter i Dangris udbetalt ekstra 3,99 øre per kilo, fordi andelsselskabets egen forretning har givet godt afkast.

Det forklarer adm. direktør i Dangris, svineproducent Uffe Wiborg om det netop offentliggjorte regnskab for selskabet.

"Vi vælger at udbetale hele vores resultat for året i Dangris. Vi har en egenkapital, udlejer en ejendom i det nordlige Thisted og har også indtjening på det lån, vi gav til Tönnies, da vi solgte slagteriet. Det gør, at vi kan udbetale 3,99 øre per kilo oveni, og det er vores medlemmer da rigtig glade for", konstaterer han.

Tican udbetaler løbende 80 øre per kilo og tager dermed "forskud på restbetalingen". Ved regnskabsårets afslutning toppes der op, så betalingen matcher den fra Danish Crown, dog uden Randers-selskabets indbetaling på P-kontoen i år 8,9 øre per kilo.

Det betyder, at Ticans leverandører, herunder også Dangris' får en ekstra betaling på 55 øre per kilo for årets leverancer, så den endte på 135 øre per kilo.

Deril kommer altså de 3,99 øre ekstra oveni til kun Dangris' leverandører.

Sidste betaling for slagterisalg

De samlede udbetalinger fra Dangris ender dog på hel 102 mio. kr. i alt. Det skyldes, at der for femte og sidste gang udbetales 19,6 mio. kr. i provenu for salget af Thisted-virksomheden til svineproducenterne.

Dermed har Dangris sendt hele fortjenesten på salget af andelsslagteriet til den tyske slagterikoncern Tönnies ud til svineproducenterne.

Når de mange millioner er udbetalt, har Dangris en fælles formue tilbage på omkring 34 mio. kr. i egenkapital. Et niveau, Uffe Wiborg ønsker at fastholde.

"Det er en passende egenkapital. Vi omsætter for mellem 1,5 og 2 mia. kroner og skal kunne løfte forskellige sager i fællesskab. Derfor er et niveau for egenkapitalen på 30-40 mio. kr. passende", siger han.

Håber på forbedring i slagtninger

For Tican-leverandørerne i Dangris har året været præget af de mange udfordringer, som Tican har haft på at få slagtet grise i takt med, at de blev tilmeldt til slagt.

Siden marts 2020, hvor coronaen ramte, har slagteriet været bagud med op til flere uger og talrige tiltag for at få indhentet efterslæbet har vist sig ikke at slå til.

"Året har først og fremmest været mærkeligt, med enorme udsving på noteringen, fordi corona og afrikansk svinepest kom ind fra højre. Mit indtryk er, at langt de fleste producenter kom fornuftigt igennem 19/20", mener Uffe Wiborg.

"Slagteriet har været voldsomt udfordret på at få slagtet de grise, som vi producenter leverer. Det har været træls, at det er gået, som det er gået og det har gjort dagligdagen væsentlig mere besværlig. Nogle steder har man også lidt tab på forsinkelser og udsættelser", siger direktøren, der dog ikke kan sætte konkrete tal på omkostningerne ved slagteriets mange udsættelser.

"Det er meget indidividuelt", siger han.

Efter nytår er Ticans slagterier i Thisted og Brørup nu hele 16 dage bagefter med slagtningerne.

"Det er det hidtil værste indtil videre. Det har haft stor betydning for os i Dangris. Næsten al vores fokus har været på de udsatte grise, frem for at udvikle vores leverandørforretning. Det har stjålet fokus", mener Uffe Wiborg. 

Han afviser at forholde sig til, hvordan Dangris arbejder med udsættelserne og om Dangris har forlangt kompensation for de udsatte grise.

"Det taler vi med Tican om i forhandlingslokalet, ikke i pressen. På nogle områder har vi kunnet gøre en positiv forskel, men når situationen er, som den er, er vi ikke lykkedes særlig godt".

Ønskerne for 2021 afspejler sig i situationen. Der skal først og fremmest slagtes op.

"Hvis de får slagtet op i løbet af første kvartal er vi mange, der vil være positivt overraskede. Jeg tror, at den første del af 2021 kommer til at gå med at få ryddet op og få løst problematikken omkring udsatte grise. Derefter kommer vi forhåbentlig tilbage til at kunne arbejde, både sammen og hver for sig med Tican på at sikre, at vi ud over at få Danmarks bedste pris, også skal have bedste service og vilkår til leverandørerne".

I alt leverede andelsselskabet 1,5 mio. grise i 19/20, en lille spids mere end i året før.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle