Tilbageblik: Til sidst var topministres tålmodighed brugt op - Alle mink skal aflives NU

Da statsminister Mette Frederiksen i juni 2020 godkendte fødevaremyndighedernes strategi for at holde smitten med covid-19 blandt mink nede, var det med et lille profetisk forbehold: "Vil dog betvivle, om det er nok". Her giver vi et tilbageblik på udviklingen i minksagen.

Strategien med at holde minksmitten i ave virkede ikke, og i september og oktober 2020 spredte smitten sig fra farm til farm.

Statsministeren tog selv styringen 3. november 2020 som formand for regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Uden nogen skelen til embedsværkets foreslåede modeller konkluderede hun og de andre topministre på mødet at aflive alle mink i Danmark. Allerede den samme aften var kommunikationsplanen klar: Det skulle meldes ud på et pressemøde den følgende dag.

Først sent og efter et tumultarisk forløb kunne ministerierne konkludere, at der ikke var lovhjemmel. Alligevel blev den eksekveret og beslutningen gentaget.

Hvordan kom det så vidt? Det kaster granskningskommissionen i øjeblikket nyt lys på – og vi er i løbet af godt 60 afhøringer blevet klogere. Men som denne gennemgang af forløbet viser, er der også ting i vidnernes forklaringer, der ikke helt stemmer overens. Vi begynder i september 2020.

30. sept. 2020 - Hvem får besked?

Efter problemerne med at bremse coronasmitten i september 2020 ryger mink på dagsordenen i regeringens økonomiudvalg. Her sidder finansminister Nicolai Wammen i spidsen. I et bilag til mødet fremgår det, at et scenarie med aflivning af alle mink kræver lovhjemmel – men det er ikke noget, ministrene ifølge deres vidneforklaringer bider mærke i. Mødets konklusion bliver, at minkspørgsmålet skal behandles dagen i efter i covid-19-udvalget.

Wammen siger i dag, at han som mødeleder gav en klar besked til Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet om at tilvejebringe et katalog med værktøjer og dermed også forholde sig eventuelle udfordringer med lovgrundlaget. Det er en udlægning, som erhvervsminister Simon Kollerup genkender. Sundhedsminister Magnus Heunicke, der også deltog på mødet, erindrer dog ikke i samme klarhed beskeden, og det fremgår heller ikke af hans egne noter fra mødet.

1. okt. 2020 - Aflivning i zoner

En ny alvorlig risikovurdering fra Statens Serum Institut gør det muligt inden for gældende lovgivning at aflive raske mink på farme i zoner, der ligger 7,8 km fra smittede farme.

På et møde i regeringens corona-udvalg 1. oktober bliver det derfor besluttet at gå videre med den løsning. I mødematerialet anføres det dog, at en aflivning af samtlige mink vil kræve ny lovhjemmel, og at Miljø- og Fødevareministeriet, Justitsministeriet og Sundhedsministeret skal forberede ’den tekniske afklaring af det fornødne lovgrundlag’. Det får de tre ministeriet tilsyneladende ikke gjort.

Alvoren på mødet er udpræget, forklarer vidner. To embedsfolk skriver efterfølgende til hinanden: »Jeg ville gerne have været fluen på væggen i den snak, og da BBB (Barbara Bertelsen, red.) trak maskingeværet frem under bordet... Stakkels Studsgaard (departementschef i Fødevareministeriet, red.) og co. :-)«.

13. okt. 2020 - Utilfredsheden vokser

Medier beretter i oktober 2020 om udfordringer med aflivningstempoet i Nordjylland. Statsministeriets departementschef er ikke tilfreds og sender 14. oktober en alvorlig SMS til departementscheferne i Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet. Den slutter med næsten bevingede ord:

»Vi skal huske, hvad en flagermus i Wuhan kunne gøre. Med den viden, vi har om virus og mutationsrisikoen i mink, vil historien dømme os hårdt for at bruge så lang tid på håndtering. Bh Barbara«.

Også Magnus Heunicke er i stigende grad frustreret i oktober. I en længere mail til sin departementschef 26. oktober skriver han bl.a.: »Det forekommer stadig mere uforståeligt, at der ikke findes svar på, hvorfor og hvordan så mange minkfarme er blevet smittet«.

2. nov. kl. 16.00 - Mølbak mødes med Fur

Minkavlerne med Tage Pedersen i spidsen vil i oktober frygteligt gerne i dialog med Statens Serum Institut. Branchen er bekymret for erhvervets fremtid, fordi mange raske avlsdyr bliver aflivet i 7,8 kilometer-zonerne. Branchen vil gerne bevare flere af dem. Men mødet tager en uventet drejning.

Kåre Mølbak fortæller om minkvarianten Cluster-5, og at den potentielt kan ødelægge vaccinestrategien. Worst case-scenariet er, at epidemien begynder forfra, og at Danmark bliver det nye Wuhan. Dermed lægges der heller ikke op til en lempelse af reglerne inden for zonerne. Kåre Mølbak gør det tilgengæld klart ifølge et referat, at avlsdyrerne kunne overleve på fritestede besætninger.

Senere samme aften mødes Kopenhagen Fur-folkene med fødevareminister Mogens Jensen og fornemmer på ingen måde, at de 36 timer efter får beskeden om, at alle mink skal aflives.

2. nov. kl. 21.30 - Frygt for, at nyheden siver

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen får nys om, at Kåre Mølbak har talt om fundet af cluster-5-varianten på et møde med Kopenhagen Fur. Hun er bekymret for, at nyheden slipper ud. Ved 20-tiden tager hun kontakt til Justitsministeriets departementschef, Johan Kristian Legarth, og beder ham om at koordinere en plan med de forskellige ministerier. Departementscheferne holder et møde om aftenen.

3. nov. kl. 12.00 - 'Alvorlig trussel'

SSI udgiver den risikovurdering, der skal vise sig at danne grundlag for beslutningen om at aflive alle mink. Konklusionen er: »En fortsat minkavl under en igangværende covid-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner«.

Vurderingen tager udgangspunkt i ’en stor population af mink’, og hvis ’minkproduktionen fortsætter som normalt’, men forholder sig ikke til eksempelvis betydningen af smitteforebyggende foranstaltninger baseret på vurderinger fra veterinæreksperter.

3. nov. kl. 13.30 - 'For provinsielt'

To interessante eftermiddags-møder i kredsen af departementschefer sætter retningen for, hvad de forskellige ministerier skal beskæftige sig med i de følgende timer. Det første møde forløber ifølge vidnerne uden den store dramatik. Møde nummer to, der afholdes 14.45 og indkaldes af Statsministeriets departementschef, er ifølge vidner mere dramatisk. Afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, har forklaret, hvordan hun kaldte oplæggene fra ministeriet for ’provinsielt’, og hun fremfører, at resten af mødekredsen ikke forstod sagens alvor. Hun vil have et møde i regeringens koordinationsudvalg fremrykket til om aftenen. Departementsråd i Statsministeriet, Pelle Pape, beder i en SMS Justitsministeriet om at koordinere og samle materiale i sagen bl.a. med ordene: »Tiltag ift. at aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet)«. Herefter arbejder ministerierne på højtryk for at frembringe materiale.

3. nov. kl. 21.30 - Ingen læser bilagene

I et bilag til mødet i regeringens koordinationsudvalg står, at både en dvalemodel - hvor mink aflives, men hvor avlsdyr bevares - og en decideret nedlukning af erhvervet vil kræve ny lovhjemmel. Men papirerne dukker først op seks minutter før mødet, og ingen på mødet læser dem. Eksempelvis har mødelederen, Mette Frederiksen, kun læst sagens såkaldte cover og risikovurderingen fra SSI.

Hverken i coveret eller i risikovurderingen fra SSI lægges der op til, at alle mink skal aflives. Men hvordan når ministrene så frem til løsningen? Det er uklart. Ifølge flere vidner opstår modellen kollektivt under drøftelserne på mødet. Magnus Heunickes personlige noter, som han har delt med kommissionen, antyder dog, at Justitsministeriets departementschef Johan Kristian Legarth indleder mødet med det løsningsforslag. Der findes ikke noget officielt referat fra mødet.

Flere ministre har forklaret, at løsningen med at aflive alle mink var uomgængelig. Erhvervsminister Simon Kollerup opfattede eksempelvis SSIs risikovurdering som ’flammeskrift’.

3. nov. kl. 21.44 - Sætning forsvinder

Fødevareministeriets departementschef opdager, at en sætning, der antyder erhvervets endeligt, såfremt alle mink slås ned, er forsvundet fra sagens såkaldte cover. Sætningen beskrev, at det ville være fatalt at slå alle mink ned inklusive avlsdyr. Sætningen bliver fjernet på foranledning af Barbara Bertelsen, der ikke mener, at den slags sprogbrug egner sig til regeringsmateriale.

3. nov. kl. 22.14 - 'Alle mink slås ned'

Efter 44 minutters møde i koordinationsudvalget sender sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, en SMS til sin afdelingschef, hvor han skriver, at alle mink slås ned. To minutter sender hun konklusionen videre til sine underordnede.

Andre SMS-beskeder viser, at Okkels under selve møde får flere opfordringer til at sige bestemte ting fra Statsministeriets departementschef. Eksempelvis beder hun ham om at gentage, at der er en ’en klar anbefaling fra SSI om at slagte alle mink aht. folkesundheden’. Hun kommenterer også enbemærkning fra Mogens Jensen på mødet. Her påpeger han ifølge noter fra Magnus Heunicke, at vi Danmark har en værdifuld minkstamme. Barbara Bertelsen skriver i en SMS til Okkels: »Det VAR en værdifuld stamme... efter det her er der sgu ingen efterspørgsel efter dansk mink... Lige så lidt som efter kinesisk flagermus« – efterfulgt af en smiley.

4. nov. kl. 09.30 - Uklarhed om beslutning

Dagen efter beslutningen i regeringens koordinationsudvalg er der stor uklarhed om, hvad der egentlig blev besluttet. Rådvildhenden præger et møde blandt de forskellige afdelingschefer. Langsomt får de stykket et billede sammen. Afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, flager på over for de andre, at en aflivning af alle mink ikke kan rummes i lov om hold af dyr. Han bliver udfordret af en afdelingschef i Sundhedsministereiet, der spørger, om ikke 7,8 km-zonerne i lyset af den nye risikovurdering kan udvides. Justitsministeriets afdelingschef, Anne Mette Lyhne, gør det til en decideret arbejdstese kun få timer før statsministerens pressemøde, at der faktisk er hjemmel i lov om hold af dyr. En halv time før pressemødet står digt klart, at Fødevarestyrelsens chefjurist, Birthe Schubart, ikke finder det muligt at ’hjemle’ beslutningen i den lov.

4. nov. kl. 16.00 - Klar besked

På et pressemøde fortæller statsminister Mette Frederiksen, at alle mink skal aflives - inklusive avlsdyr. Mogens Jensen siger på pressemødet, at det er en de facto lukning af erhvervet i hvert fald i en årrække. Men ministeren understreger også, at der ikke er tale om en permanent nedlukning.

Kåre Mølbak er med på pressemødet for at forklare det faglige grundlag og får undervejs af SMS-besked fra Per Okkels: »Du var meget modificerende her. Mere skarp på partiledermøde. Genfind risikovurderingen«. I minutterne før har Okkels modtaget en SMS fra Barbara Bertelsen, der tydeligvis er bekymret: »FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os«.

5. nov. - Intet lovgrundlag

Først på eftermiddagen torsdag 5. november står der klart, at der ikke er lovhjemmel til beslutningen. Justitsministeriet, der har udfordret Fødevarestyrelsens vurdering, konkluderer, at »ministeriet ikke har grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareministeriets og Fødevarestyrelsens vurdering«. Afdelingchef i Justitsministeriet hævder, at hun næsten samtidig orienterer sin chef Johan Kristian Legarth. Det erindrer han ikke. Han mener først, at han får kendskab til den manglende lovhjemmel 8. november på linje med offentligheden.

6. nov. - Brev: "Du skal aflive"

Fødevarestyrelsen sender et brev til minkavlerne, hvor budskabet er klart og tydeligt: »Aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået 16. november 2020. Du skal derfor begynde på aflivning og pelsning af besætningen hurtigst muligt«.

På intet tidspunkt nævnes det, at det på daværende tidspunkt vil være frivilligt, fordi der mangler lovgrundlag. Den viden har Fødevarestyrelsen ganske vist, men her regner man med, at beslutningen kan rummes af anden lovgivning. Fødevareministeriets departementschef, der på daværende tidspunkt har viden om den manglende lovhjemmel, godkender brevet.

7. nov. - Mogens Jensen: Afliv nu

På et pressemøde lørdag gør Mogens Jensen det klart, at minkavlerne skal aflive deres dyr, og at det vigtigt med et højt tempo. Ifølge eget udsagn kender han først til den manglende lovhjemmel nogle timer senere - helt præcist klokken 18.31. En SMS, der for nylig er dukket op, antyder dog, at han kendte til den manglende lovhjemmel tidligere. Afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, mener også, at han har nævnt det for ham, og forskellige papirer fra pressefolk i ministeriet indikerer, at Jensen kendte til den manglende lovhjemmel tidligere. Selv fastholder han sin forklaring.

Statsminister Mette Frederiksen er om lørdagen i telefonisk kontakt med minkavler-formand Tage Pedersen, fordi der på daværende tidspunkt er sået tvivl om det sundhedsfaglige grundlag. Her fastholder hun, at der ikke er noget at gøre – alle mink skal aflives.

8. nov. - Nyheden breaker

Søndag eftermiddag og aften står det klart, at regeringen ikke havde sikret sig lovhjemmel til beslutningen, da den blev kommunikeret ud 4. november. De fleste ministre og departementschefer fastholder, at de først kendte til den manglende lovhjemmel søndag aften – efter at nyheden breakede i medierne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle