Tjek dit kemikalierum for ulovlige midler - bøder starter ved 5.000 kr.
I løbet af vintertiden er det sæson for kemikalietjek. Med appen "KEMITJEK" kan det gøres nemt.

Af planteavlskontoret, DL Sydhavsøerne

Hos DL Syd hører vi ofte om uheldige besøg, hvor NaturErhvervsstyrelsen har været på besøg, og finder et middel eller to, som er undsluppet landbrugerens egen opmærksomhed.

Kemikalierummet tjekkes lettest med den lille app ”KEMITJEK”, som kan hentes til både Apple produkter og telefoner og tablets med Android styresystem.

KEMITJEK benytter altid de nyeste informationer fra Middeldatabasen, så man er sikker på ikke at bruge oplysninger fra en gammel tabel.

Programmet er let at bruge. Enten scanner man stregkoden på produktet, eller man indtaster det registreringsnummer som står på etiketten. Efter at have tygget lidt på oplysningerne, får skærmen en farve som viser status på midlet. Rød betyder at midlet skal bortskaffes.

Tjek alle midler i kemikalierummet. Også den lille uskyldige pose som måske har gemt sig i hjørnet. Den kan indeholde sneglekorn eller noget andet som i mellemtiden er blevet forbudt.

Bøderne kan være store hvis der bliver fundet ulovlige midler. De starter ved 5.000 kr for midler hvor aktivstoffet er godkendt i andre midler, og for midler som ikke er godkendte i EU er udgangspunktet mindst 15.000 kr.

Dertil kommer et tillæg i forhold til mængderne, hvor særligt skadedyrsmidler er dyre. Her er taksten op til 4.000 kr. pr. kg. eller liter middel. Og det kan hurtigt løbe op i mange penge hvis der f.eks. har gemt sig en rest Dimethoat.

Vi kan kun opfordre til, at man er omhyggelig med sin gennemgang. Det er ærgerlige penge at skulle af med, og det kan blive en lang og besværlig proces, hvis man skal igennem en sag.

Det har vist sig vanskeligt at få flyttet afgørelser i retten, om end det har været muligt i nogle få og grelle tilfælde.

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.