Topchef for danskejet storlandbrug efter nyt udbrud: Vi skal lære at leve med ASF

Trods massive investeringer i biosikkerhed er det danske udlandslandbrug DCH International ramt af nyt udbrud af afrikansk svinepest.

Et ekstremt højt smittetryk med afrikansk svinepest i Rumænien rammer nu endnu en dansk svinebesætning.

En af DCH Internationals 11 farme i Rumænien er efter et nyt udbrud begyndt på aflivningen af 31.000 grise.

"Smittetrykket i Rumænien er lige nu ekstremt højt og især i det amt, hvor en af vores besætning er ramt. Vi har jo desværre prøvet det før, og det kommer til at tage minimum et halvt år, før vi kommer op at køre igen", fortæller adm. direktør Lars Drescher.

Så sent som for et par uger siden ramte et udbrud af afrikansk svinepest Danbred Arges, der ligger i nærheden af DCH Internationals Negrini Farm, hvor det nye tilfælde er konstateret.

Eliminerer produktion

I alt tegner Rumænien sig for broderparten af udbrud i Europa. De nye udbrud har stort set elimineret svineproduktion i området, fortæller Lars Drescher.

"Der er ingen kommercielle grise tilbage i området", siger han.

Det nye udbrud kommer, efter DCH International har investeret massivt i biosikkerhed som følge af tidligere udbrud. En stor række af værktøjer er taget i brug.

"Alle vores analyser af niveauet på biosikkerhed viser, at vi scorer højt - vi ligger på det højeste niveau målt i en global kontekst. Så det er svært at forestille sig, hvad vi mere kan gøre", siger Lars Drescher, der har igangsat et efterforskningsarbejde, der skal kortlægge eventuelle oversete smitteveje.

"Vi må bare konstatere, at det er en sygdom, som vi ikke ved alt om endnu, og derfor skal vi fortsat efterforske og lede efter, hvad vi for filan ikke har set endnu", siger han.

Lars V. Drescher, DCH International
Lars Drescher. Privatfoto

Giver ikke op

"Vi ved ikke, hvordan skidtet er kommet ind, og så er det også svært at sætte ind. Men vi giver ikke op - vi søger videre. Vi har eksperter til at gå hele sitet igennem og hjælpe os med nye idéer til biosikkerheden", siger Lars Drescher.
 
DCH International er det tredje danske udlandslandbrug, der har meldt om udbrud af afrikansk svinepest de seneste uger. Ud over Danbred Arges, der også ligger i Rumænien, måtte Idavang, der har farme i Rusland og Litauen, i sidste uge sætte gang i aflivningen af 53.000 grise.
 
Lars Drescher fra DCH International er efter de seneste års plager med afrikansk svinepest nået til den erkendelse, at han og andre kommer til at leve med truslen fra svinepest i hvert fald nogle år endnu - i hvert fald i Rumænien.

ASF er et vilkår

"Vi er nok nødt til at leve med svinepesten i nogle år frem. Vi kan håbe på, at der kommer en vaccine en dag, men Rumænien vil ikke blive fri for svinepest på den korte bane - det kommer ikke til at ske. Det er en tilstand, vi må leve med", siger han. 
 
Ifølge Lars Drescher skyldes det ikke mindst den uregulerede baggårdsproduktion af svin i Rumænien.
 
"Her er der stadig ikke styr på biosikkerheden. Når det lykkedes myndighederne at få det, håber jeg, at det vil lette presset", siger han.
 
På trods af presset fra afrikansk svinepest i Rumænien håber Lars Drescher, at smitten kan holdes stangen fra de andre 10 besætninger i landet.
 
Det er endnu for tidligt at sige noget om de økonomiske konsekvenser af udbruddet, oplyser han.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle