Topchef stopper efter krænkelsessag

Direktør i avlsvirksomheden Danbred Thomas Muurmann Henriksen stopper som direktør for milliardkoncernen.

Thomas Muurmann Henriksen, der er direktør for den danske milliardkoncern Danbred, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det skriver direktøren selv i en pressemeddelelse.

"Jeg har i dag meddelt DanBreds bestyrelse, at jeg har valgt at trække mig som administrerende direktør for DanBred P/S per dags dato", står der i meddelelsen.

Meldingen kommer efter, at det onsdag morgen kom frem, at en række kvinder har været udsat for krænkende adfærd fra Thomas Muurmann Henriksen.

"Det er vigtigt for mig, at min person og de fejltagelser som jeg har begået, ikke kommer til at skygge for DanBreds videre udvikling. Med den store opmærksomhed, der er på min person lige nu, har jeg vurderet, at det ikke er til gavn for selskabet, at jeg fortsætter som direktør, og derfor trækker jeg mig", lyder det videre.

Gik galt til en sommerfest

Det har igennem flere år været et tema, at yngre kvinder har oplevet stor interesse fra Thomas Muurmann Henriksen. Det har flere kilder fortalt om til Finans. 

Sidst gik det galt til en sommerfest i juni. Her blev direktøren ifølge flere øjenvidner nærgående over for tre kvinder. Det gik en gruppe mellemledere til at gå til bestyrelsen, der startede en undersøgelse. 

Herefter konkluderede bestyrelsen, at der skal sættes en stopper for Thomas Muurmanns "uacceptable adfærd", men at han kunne blive i sit job. Nu har direktøren selv sagt op, lyder det i pressemeddelelsen.

Efterfølgende er en kvinde er blevet tilbudt en godtgørelse på 50.000 kroner. To andre er blevet tilbudt 25.000 kroner.

Thomas Muurmann Henriksen har indtil nu ikke ønsket at kommentere sagen.

Bestyrelse enig i direktør-stop

Fra bestyrelsen bag Danbred lyder det nu, at man er enig med Thomas Muurmann Henriksens beslutning.

"Bestyrelsen er enig i Thomas Murmann Henriksens beslutning om øjeblikkelig fratrædelse, da det står klart, at der ikke kan skabes ro i virksomheden som følge af det forløb, der har været beskrevet i pressen", skriver bestyrelsesformand i DanBred, Christian Junker, og fortsætter:

"Der er ingen tvivl om, at det her har været en vanskelig og kompleks sag. Vi har i bestyrelsen hele tiden taget anklagerne om upassende adfærd meget alvorligt, og som jeg har nævnt tidligere var det ud fra en helhedsbetragtning, at bestyrelsen valgte at lade Thomas Murmann fortsætte som direktør i selskabet. At Thomas i dag har ønsket, at trække sig fra sin post er en rigtig disposition", uddyber han.

Fra flere kilder som Finans har talt med har der ellers netop lydt kritik af Danbreds håndtering af sagen. 

Hen over sommeren har en række ledere i Danbred også sagt op. Det gælder blandt andet finansdirektør Jesper Vikelsø Jensen, HR-direktør Andrea Winther og chefjurist Morten Schroll.

Danbred er et datterselskab til Landbrug & Fødevarer, der ejer aktiemajoriteten i selskabet. Landbrug & Fødevarer har endnu ikke ønsket at kommentere sagen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle