Topembedsmand: Mink-lovforslag lå uopdaget i min mail i to dage

Departementschef så efter eget udsagn ikke mail med lovforslag til aflivning af mink, før efter det var kendt.

Fredag aften 6. november sidste år tikkede en mail ind i indbakken hos Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch. I mailen blev et lovforslag beskrevet. Det skulle give myndighederne hjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Tre dage forinden havde regeringen besluttet, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det blev præsenteret dagen efter på et pressemøde - uden at det blev nævnt, at der skulle ny lovgivning til.

Derfor er det lidt af en nyhed, der lander i Peter Stensgaard Mørchs indbakke fredag aften tyve minutter i otte. Men departementschefen ser den ikke. Det forklarede han torsdag i Minkkommissionen.

Faktisk får mailen lov at ligge i to dage. Her ringer det daværende Miljø- og Fødevareministers departementschef, Henrik Studsgaard, og fortæller, at der ikke er hjemmel til aflive alle mink, og at der er et hastelovforslag på vej.

Det er samme dag, som de første historier om den manglende hjemmel begynder at dukke op i pressen.
Ved ikke at se mailen går departementschefen glip af en weekend med heftig aktivitet.

Lørdag tager en kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet kontakt til Statsministeriet for at høre, hvordan man laver et hastelovforslag for at dække det hjemmelshul, man har opdaget.

Vurderingen lyder, at myndighederne har lovgrundlag til at kræve mink aflivet på smittede farme og i en smittezone rundt om dem. Men der er ikke lovgrundlag - altså hjemmel - til at kræve mink aflivet uden for zonerne.

Derfor ringer kontorchefen fra Miljø- og Fødevareministeriet til Statsministeriet lørdag.

Her forklarer en medarbejder, at man skal lave en forklarende notits, som skal have grønt lys i Finansministeriet og Justitsministeriet, inden det kan sendes til Statsministeriet og efter weekenden til Folketinget.

Lovforslaget får det grønne lys fra Finansministeriet - ifølge Peter Stensgaard Mørch, uden at han er involveret.

Også i Justitsministeriet klares det angiveligt uden departementschef Johan Kristian Legarth, der efter eget udsagn også først får noget at vide søndag 8. november.

Det er dog blevet modsagt af en af hans nærmeste medarbejdere. Hun mener, at hun fortalte ham om lovforslagets eksistens torsdag 5. november.

Efter kontakten fra Miljø- og Fødevareministeriet til Statsministeriet 7. november sendes en mail om henvendelse rundt til en række medarbejdere i Statsministeriet.

Men heller ikke her får departementschef Barbara Bertelsen viden om hastelovforslaget og baggrunden for det før dagen efter.

/ritzau/
 

Emneord

minkkommissionen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle