Topigs Norsvin overvejer sædsalg i Danmark

Topigs Norsvin overvejer at sælge renracet landrace- og yorkshiresæd fra Norge til danske hjemmeavlere.

Det hollansk-norske avlsselskab Topigs Norsvin, der har tre opformeringsbesætninger i Danmark, overvejer at sælge renracet landrace- og yorkshiresæd fra Norge til danske hjemmeavlere.

"Et salg af sæd fra vores norske ks-orner til danske hjemmeavlere er med i vores overvejelser omkring det danske marked", lyder det fra account manager Theo Weinans, Topigs Norsvin.

De tre danske opformeringsbesætninger, der producerer TN 70 polte, får i forvejen leveret sæd fra Norge. Det er denne trafik, der i givet fald skal udvides.

Topigs Norsvins TN 70 polt bliver lavet på baggrund af norsk landrace og en yorkshire-linje.

Med en ugentlig leverance af sæd vil de fleste danske hjemmeavlere kunne inseminere deres avlssøer med norsk sæd og dermed fremstille egne TN 70 polte.

"De fleste hjemmeavlere ved ret præcist, hvor mange renracede løbninger de laver, så de vil kunne få en fast ugentlig levering", forklarer Theo Weinans.

Han fortæller videre, at der bliver brugt en særlig sædfortynder, så sæden bevarer sin fertilitet i op til fem dage efter tapningsdagen.

"Det ville naturligvis være lettere, hvis vi havde Topigs Norsvin orner på en dansk ks-station. Så længe det ikke er en realitet, kan løsningen med import fra Norge være en brugbar løsning", siger han.

Hvis Topigs Norsvin tilbyder renracet sæd til danske hjemmeavlere bliver det i konkurrence med blandt andet DanBred og Danish Pig Genetics.

"De er jo begge i forvejen på det hollandske marked, så må der også være plads til os i Danmark", bemærker Theo Weinans.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle