Træk gerne anden gødskning i hvede til sidst i april pga. sent forår

Hveden har næsten ikke optaget noget kvælstof endnu, viser årets første målinger i N-barometeret.

Kvælstof-optaget i hvede er lavt efter vinteren pga. svære betingelser for etablering i efteråret. Det viser de første målinger i N-barometeret.

»I år er første gang, vi har målt et kvælstofoptag på under 10 kg N pr. ha i N-Barometeret. De sidste fire år har N-optaget i ugødet hvede ligget mellem 20 og 30 kg N pr. ha i snit i april måned«, fortæller Kristian Nielsen fra Yara, der står for N-barometeret.

Det er tredje år, LandbrugsAvisen følger Yaras N-barometer, der viser hvedens N-optag på forskellige lokaliteter i DK, der gødes med stigende mængde N. Formålet er at få et redskab til bedre at ramme hvedens N-optimum, altså den mængde kvælstof der er økonomisk optimal ift. udbytte og dækningsbidrag. N-optimum varierer meget fra år til år - alt efter vejret.

I år måles i tre N-niveauer med Yaras håndholdte N-sensor: Ugødet. Landmandens strategi for marken. Og 40 kg N mere end landmanden.

Målingerne foretages af fire landboforeninger: VKST, LMO, LandboNord og Sønderjysk Landboforening (SLF).

Lavt biomasse og N-optag

Det sene forår kan måles i N-Barometeret. Nogle marker blev etableret under gode forhold og har en god pels nu. Mange marker blev dog etableret under vanskelige forhold og har haft megen modgang i den våde vinter.

»Især målingerne fra øerne viser lave biomasser, hvilket nok skyldes, at markerne har ligget under sne indtil måletidspunktet. Også LMOs målinger 13. april ligger noget bagefter de sidste fire års gennemsnit. Mens SLF i Syddanmark er bedre med,« fortæller Kristian Nielsen. Se figurerne.

Den store variation i hvordan hvedens står, går igen i de målte N-optag. SLF målte 8. april en forskel i optaget N-mængde (og dermed biomasse) på 16,4 kg N pr. ha mellem den kraftigste og tyndeste ugødede hvedemark.

»Væksten i foråret er kommet sent i gang. Faktisk har vi ikke kunnet måle et optag af det først tildelte N før LMO målte 13. april. Med de sidste dages lune vejr er N-optaget dog ved at komme op i fart. Den største forskel, der er målt mellem ugødet og gødet mark, er i parcel nr. 1. hvor der er optaget knap ti kg N/ha mere i den gødede del af marken«, siger han.

Træk 2. gødskning

Da optaget af det først tildelte kvælstof er så beskedent (2-10 kg/ha), er der ingen grund til at skynde sig ud med anden gødskning. For det først tildelte N er ikke spist op endnu.

»I de fleste marker kan anden gødskning trækkes til ultimo april - i hvert fald fast handelsgødning (ammoniumnitrat). Hvor længe man bør vente, afhænger af, hvor meget man har givet første gang. Har man kun tilført 50 kg N/ha tilbage i februar, bør anden tildeling ske snarest. Flydende gødning og gylle bør dog gives nu, for at det skal nå at virke«, siger Kristian Nielsen.

Kilde: N-barometeret er en del af Future Cropping projektet. Målingerne laves i ugødede”nulparceller” i udvalgte marker af VKST, LandboNord, LMO og SLF. 

Faktaboks

3 Anbefalinger om optimal gødskning af hvede

  1. Første gødskning: Skal tilpasses 
forventet N-mineralisering fra jorden. Jorde med lav mineralisering hjælpes i gang med mere N - og omvendt. Kraftige afgrøder skal også have mindre N end tynde afgrøder.
  2. Anden gødskning: Største vækst og N-optag sker fra 1. maj til 1. juni de fleste steder. Så anden N-tildeling skal være tildelt inden da. Der bør i alt være tildelt 150-160 kg N pr. ha inden 1. maj. 
  3. Tredje gødskning: Tilbage er der 20-60 kg N pr. ha til at justere med i tredje tildeling. Mængden varierer fra år til år og afhænger af klimabetingelserne i netop dette år.

Nyt i årets N-barometer

  • Opgradering: N-optag og biomasse måles i over 50 hvedemarker i DK.
  • For at gøre det mere praksisnært måles i marker gødet af landmænd - også i gyllegødede marker.
  • Antal måletidspunkter er reduceret i fht. tidligere. Nu måles kun på vigtige tidspunkter, kort før næste gødskning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.