Transportminister melder klar til møde om omstridt overskæring

Ole Birk Olesen (LA) vil mødes og tale om den omstridte jernbaneoverskæring ved Ribe.

Det har været en meget begivenhedsrig dag for både politikere, landmænd og de lokale beboere, som i løbet af tirsdagen har barrikaderet en yderst omstridt jernbaneoverskæring på en landevej ved Ribe.

Først var stemningen ilter, da en lastbilchauffør nærmede sig de mange demonstranter, og siden eskorterede politiet entreprenørvirksomheden Aarsleffs maskiner hen til overskæringen.

Gennem hele forløbet har Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen udtrykt sin sympati med borgerne, og for få timer siden tilkendegav han, at han ville være klar til at betale en del af regningen for at opretholde overskæringen, hvis altså transportminister Ole Birk Olesen ville være frisk på en snak.

Og det er han så nu, skriver JydskeVestkysten.

"Jeg har fået besked om, at ministeren har sagt ja til et møde i transportudvalget. Rasmus Prehn(S) har bedt om et møde med ministeren, og det har han sagt ja til", siger Jesper Frost Rasmussen (V) til JydskeVestkysten.

Han peger på, at der bag kulisserne har været gjort et stort stykke arbejde for at få stablet en mulig løsning på benene.

"Det, vi så håber på, er, at den sunde fornuft nu vil råde. Samtidig går jeg ud fra, at Banedanmark også har fået besked om mødet 21. juni, så arbejdet ved overkørslerne kan blive indstillet til efter mødet, siger Jesper Frost Rasmussen, der mener, at mødet med ministeren dermed er sidste skud i bøssen i forhold til at ændre beslutningerne omkring de to overkørsler", siger han til Jydske Vestkysten.

Mødet finder sted 21. juni, og dermed går man ud fra, at Banedanmark indstiller arbejdet indtil efter mødet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle