Tre fly med grise fra DanBred er fløjet til ny storfarm i Kina

Over de sidste par uger er tre fly fra DanBred fløjet til Kina med lasten fuld af grise. De skal indgå i en ny storfarm i Hubei provinsen.

I Xingyang i Hubei-provinsen i Kina, der ligger lidt sydvest for Shanghai, er kineserne færdige med at bygge en helt ny storfarm.

Farmen tilhører en top fem spiller på det kinesiske svinemarked, og har plads til 6000 søer. Det fortæller DanBred, der for et par uger siden har leveret tre fly-fuld af danske grise til Kina.

De 1000 grise er mellem 12 - 18 uger, og er renracede dyr, af racerne Yorkshire, Landrace og Duroc. De skal indgå i farmens full-line produktion af slagtesvin.

Grisene fragtes i specielle fragtkasser, og blev læsset på flyene i Billund. Dyrene rejser i et temperatur-kontrolleret fragtrum på flyveren, og de har fri adgang til vand under hele turen. Grisene lægger sig som regel til at sove kort efter afgang, og sover gennem hele overfarten, fortæller DanBred.

Voldsomt behov for gRisekød efter Svinepest

Ifølge pigprogress.dk, der følger udbruddene af svinepest tæt, har Hubei-provinsen været ramt af seks udbrud mellem 2018-2019, med de seneste udbrud i juli 2019. Men det afskrækker ikke DanBred.

"Hubei-provinsen som grisene sendes til har haft nogle udbrud, men det er ikke en af de mest ramte regioner. En del af processen omkring at få lov til at sende grise derud har blandt andet været at sikre, at de skulle fragtes over så kort afstand som muligt, efter de landede", fortæller Thomas Hansen, global salgsdirektør hos DanBred.

"Vi har nogle ambitiøse og dygtige kunder, som ser muligheder i markedet. Der er et voldsomt behov for grisekød i Kina, og denne kunde, som i øvrigt en af verdens største svineproducenter, har massiv fokus på bio security; bla. dobbelt-desinficerer de alle køretøjer, herunder lastbiler, inden de må komme ind på besætningsområdet".

Som alle andre med interesse i grise, er DanBred dog naturligvis bekymrede for spredningen af afrikansk svinepest og tager alle mulige forholdsregler.

"Vi har været i tæt dialog med veterinærmyndigheder, luftfartsmyndigheder og toldvæsen hele vejen igennem processen, og har måtte indhente mange tilladelser. Denne import er, så vidt vi ved, den første, der er kommet gennem til Kina fra hele verden, i rigtigt lang tid, pga. af det forhøjede beredskab i forbindelse med ASF", siger Thomas Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle