Tre foreninger siger fra: Afviser forskellige regler i og udenfor naturnationalparker

Landbrug & Fødevarer går sammen med Den Danske Dyrlægeforening og Dyrenes Beskyttelse. De tre foreninger afviser, at der skal gælde forskellige regler for dyrevelfærd indenfor og udenfor naturnationalparker.

Der bør ikke gælde lempeligere vilkår for dyrevelfærd i de kommende naturnationalparker end dem, der gælder for private dyre- og lodsejere uden for naturnationalparkerne.

Det præciserer Landbrug & Fødevarer, Den Danske Dyrlægeforening og Dyrenes Beskyttelse i en fælles henvendelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om etablering af naturnationalparker.

"Vi har alle medlemmer, som er oprigtigt engagerede i forholdene for dyrene i naturnationalparkerne og som med god ret stiller sig helt uforstående overfor det forhold, at staten vil tillade sig selv lempeligere vilkår for dyrevelfærd, end dem, der stilles den private dyre-/lodsejer", hedder det bl.a. i den fælles skrivelse til politikerne.

Fodres eller reguleres

I henvendelsen understreger de tre organisationer, at når dyr holdes bag hegn, har mennesker det fulde ansvar for deres trivsel og helbred.

Det betyder bl.a., skriver de, at hvis dyrenes fødegrundlag er for lille i forhold til bestanden af dyr i naturnationalparkerne, så skal de enten reguleres (aflives eller flyttes) eller suppleres med foder.

Desuden skal det sikres, at det er kvalificeret personale, der tilser dyrene. 

Nej til lavere standard for staten

De tre organisationer understreger grundlæggende, at der ikke bør forskelsbehandles med forskellige dyrevelfærdsregler hhv. indenfor og udenfor hegnet i naturnationalparkerne, sådan som der er lagt op til i lovforslaget.

"Vi mener ikke, at det er rimeligt, at staten påtænker at tillade sig selv at efterleve lavere standarder, end der kræves for private dyreejere".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle