Tre landboforeninger vil fusionere

Bestyrelserne i Kolding Herreds Landbrugsforening, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening foreslår sine medlemmer at slå sig sammen til én forening.

For at kunne følge med landmændenes forventninger og rådgivningsmæssige behov vil tre landboforeninger nu slå sig sammen til én.

Det drejer sig om LandboSyd, Kolding Herreds Landbrugsforening og Sønderjysk Landboforening, der har foreslået at slå pjalterne sammen.

Bestyrelserne har torsdag meddelt sine medlemmer, at de på en ekstraordinær generalforsamling vil stille forslag om at fusionere de tre landboforeninger til én forening.

Det skriver foreningerne i en pressemeddelelse. 

- Hvis vi skal blive ved med at være relevante for vores medlemmer, så skal vi skabe de mest attraktive og konkurrencedygtige faglige fællesskaber for vores medarbejdere, siger Christian Lund, formand i Sønderjysk Landboforening i meddelelsen.

- Det tror vi på, at vi kan med den her fusion, og vi tror på, at det er det rigtige at gøre, så vi kan blive ved med at tilbyde verdensklasse rådgivning inden for alle faglige områder af dansk landbrug, fortsætter han.

Ifølge formændene bliver det mere og mere kompliceret at drive landbrug i Danmark med det hav af regler og reguleringer, som landmændene skal finde rundt i.

Derfor spiller landboforeningerne ifølge formændene en større og større rolle, fordi foreningerne kan tilbyde faglig rådgivning.

Ikke tilfældig timing

Timingen for fusionen er ikke tilfældig, lyder det.

De tre foreninger har siden 1. august sidste år nærmet sig hinanden i deres fælles politiske samarbejde Landbrug & Fødevarer Syddanmark.

Det har givet anledning til at drøfte at tage det fulde skridt og fusionere.

- Der er ingen tvivl om, at vores fælles politiske samarbejde har været med til at bringe os tættere sammen; ikke kun formændene, men alle vores tre bestyrelser. Vi har set, at vi kan løfte meget mere ved at stå sammen, og der er et kæmpe uudnyttet potentiale for indflydelse, som vi skal ud og arbejde på i den nye forening. Det vil komme vores medlemmer til gode, mener Hans Damgaard, formand for Kolding Herreds Landbrugsforening.

Formændene kalder det "rettidig omhu" at foreslå en fusion nu. 

- Vi er i en situation, hvor vi faktisk er tre ret ligeværdige foreninger med stærke faglige rådgivningskompetencer og sunde finanser. Men vi aner ikke, hvordan det ser ud om tre eller fem år, og derfor er vi enige om, at det er et godt tidspunkt nu, siger Henrik Jessen, formand for LandboSyd.

De tre foreningers medlemmer vil blive indkaldt til ekstraordinære generalforsamlinger i henhold til foreningernes vedtægter.

De første generalforsamlinger afholdes 8. juni om aftenen.

Den nye forenings navn er ikke vedtaget endnu, men vil i første omgang køre videre som Landbrug & Fødevarer Syddanmark. Det er dog forventningen, at den nye forening skal have et nyt navn.

/lko

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle