Tre personer sigtet for ulovlig indtrængen i svinestald

Tre personer er sigtet for ulovlig indtrængen efter at være gået ind i en svinestald sidste år.

Politiet har valgt at rejse sigtelse for ulovlig indtrængen mod tre personer, som sidste år gik ind i en svinestald på Nordfalster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters politi til Lolland Falsters Folketidende ifølge Effektivt Landbrug.

Hændelsen fandt sted i maj sidste år, hvor de tre gik ind i stalden og optog video, som de lagde ud på Facebook.

De tre sigtede personer er to mænd på 26 og 28 år samt en kvinde på 29 år - alle er bosiddende i København.

partistifter var med

Den ene er med al sandsynlighed medstifter af Veganerpartiet Henrik Vindfeldt, der selv var med på det videomateriale, personerne optog i stalden.

Sagen omtales ligeledes i en DR-dokumentar om Vindfeldt, hvor han også erkender at have været til stede.

Veganerpartiet har dog tidligere udsendt en pressemeddelelse, hvor partiet hævder, at Vindfeldt handlede på egen hånd i sagen.

kan risikere fængsel

Sigtelsen lyder på husfredskrænkelse, i daglig tale kaldet ulovlig indtrængen, og sagen ligger nu hos anklagemyndigheden.

Det er uvist, hvornår sagen skal for retten. Strafferammen ligger på bøde eller op til seks måneders fængsel.

Oven i sigtelsen følger en erstatningssag fra Landbrug & Fødevarer, der kræver erstatning på vegne af den ramte landmand, der mistede sin sundhedsstatus efter hændelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle