Tre store danske griseproducenter har solgt landbrug i Rusland med 45.000 hektar

Prominente danske griseproducenter har afhændet landbrug i Rusland med god timing.

I 2021 tog de tre store griseproducenter Anders Bundgaard, Niels Rauff og Frank Kartz Johansen en god beslutning og solgte kæmpelandbruget Danrus Agro syd for Moskva, der udgøres af 45.000 hektar fordelt på 17 farme.

Det skriver Agriwatch.

De tre griseproducenter, der også ejer store landbrug i Danmark, har ejet Danrus Agro siden 2006.

Med salget undslap ejerkredsen den nye virkelighed, der blev en realitet et år senere, da Rusland invaderede Ukraine.

Salget fremgår af Danrus’ regnskab for 2021 og bekræftes af selskabets nu snart forhenværende adm. direktør og medejer Frank Kartz Johansen overfor mediet. 

- Vi kommer fra et sted, hvor verden var lukket ned af corona, og fødevarepriserne var stigende. Nogen tænkte, at de gerne ville sikre sig nogle råvarer. Vi havde ikke planlagt at sælge på det tidspunkt, men der kom et fint tilbud på bordet, siger Frank Kartz Johansen til AgriWatch.

Han fortæller, at køber overtog bedriften op til 2021-høsten. 

Ifølge årsrapporten havde Danrus Agro i 2021 et resultat på 13,4 millioner kroner, mens det i 2020 landede på 1,2 millioner kroner.

Prominente landmænd

Ifølge virksomhedsregistret var fordelingen af ejerskabet i Danrus Agro at Frank Kartz Johansen ejede 5-10 procent af selskabet, mens Anders Bundgaard og Niels Rauff begge havde ejerandele på 33-49,99 procent. De resterende procenter ejes af Jess Honoré Larsen samt to udenlandske aktører.

De tre svineproducenters generalieblade i form af ejerskaber er alenlangt, men nogle selskaber er mere kendte end andre.

Niels Rauff Hansen, der er 54 år, er godsejer og stor svineproducent og blandt andet ejer og medejer af en lang række landbrug herunder af Søvang og Randrup Godser og Søvang Svineproduktion. 

I udlandet ejer Niels Rauff Hansen en stor andel i Dan-Slovakia Agrar, der producerer svin i Slovakiet, og en mindre andel i Polen Invest, der ejer hovedparten af Goodvalley A/S, der driver landbrug med fokus på svineproduktion i Polen, Ukraine og Rusland.

I september 2021 købte han og sønnen Mads Rauff-Bjerre hovedparten af svineproduktionen Eskelund, der ligger mellem Middelfart og Assens.

77-årige Anders Bundgård ejer blandt andet Striben Agro sammen med Frank Kartz Johansen. Landbruget tæller ud over 1.700 søer og en årlig produktion af 307.000 slagtekyllinger også 409 hektar. Han er også medejer af Klitgaard Agro. Han har desuden også ejerandele i Polen Invest og Civagård A/S.

56-årige Frank Kartz Johansen, der også holder den største ejerandel af Striben Agro, er med i 11 andre selskaber, blandt andet Hvidborg Agro ApS, Civagård A/S, Ulsted Biogas mv. Derudover er han også direktør for Klitgaard Agro, hvor han i forvejen samarbejder med Anders Bundgaard.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle