Trods lave priser: Minkavlere klarer skærene

Opsparing og besparelser betyder, at kun få minkavlere går konkurs.

Med en pris på 228 kr. pr. minkskind på Kopenhagen Furs seneste auktion i Glostrup har danske minkavlere i gennemsnit fået 245 kr. for de skind, de har solgt på årets første tre auktioner.

De 245 kr. er mindre end produktionsprisen, der i de senere år har ligget på cirka 300 kr. inkl. løn til ejer, afskrivninger og forrentning af aktiver. Det er et niveau, som udgiften også ventes at lande på i år.

Dermed har det foreløbig kostet minkavlerne et tab på 55 kr. for hvert skind, de har solgt i år.

Men selvom minkavlerne ifølge tal fra Business Check Mink også tabte penge på at producere skind i 2016 og 2017 - henholdsvis 51 og 39 kr. pr. skind - ser det alligevel ud til, at de allerfleste af Danmarks 1.400 minkavlere klarer skærene.

Meget få konkurser

For de lave priser har kun ført til meget få konkurser i branchen. Ifølge LandbrugsAvisens opgørelse er der eksempelvis kun tre minkfarme, der er gået konkurs i de første fem måneder af 2018.

At der på trods af to et halvt år med lave priser er så få minkavlere, der stopper, skyldes flere faktorer.

»Mange avlere har sat penge til side og dermed haft en opsparing fra de fem gode år med høje priser, der var fra 2010 til 2014, hvor prisen på et skind lå mellem 324 og 612 kr.«, siger konsulent Hans Henrik Møller, Kopenhagen Fur.

Bl.a. har mange minkavlere sat penge ind på en virksomhedsordning. Den kan de hæve fra nu til at betale for foder, der er den største løbende udgift på en minkfarm, eller til at betale renter og afdrag på lån.

»Som en yderligere faktor ser vi eksempler på, at minkavlere sætter deres egen løn ned, og at ægtefællens løn indgår i driften«, siger Hans Henrik Møller.

Hver fjerde har overskud

Det er heller ikke alle danske minkavlere, der har underskud på produktionen.

»Vores Business Check for 2017 viser, at der var overskud på de bedste 25 af de knap 100 farme, vi har med i opgørelsen. Overskuddet var i gennemsnit på én kr. pr. skind«.

»Umiddelbart lyder det måske ikke af så meget, men med de lave priser på skind, vi ser lige nu, er det et sundt tegn, at de alligevel kan levere et overskud. Man skal huske på, at der før overskuddet også er betalt løn til ejer, afskrivninger og forrentning af aktiver«, siger Hans Henrik Møller.

De 25 bedste avlere i Business Check havde sidste år en fremstillingspris på 264 kr. i gennemsnit, mens gennemsnittet for alle 100 avlere i undersøgelsen var på 302 kr. pr. skind.

»Der er altså en betydelig forskel på udgifterne. Det viser, at der er gode muligheder for at reducere omkostningerne. Det gælder både for de løbende udgifter til selve driften som foder og løn, og for mange gælder det også for kapitalomkostninger som renteudgifter. Der er nogle minkavlere, der betaler for meget i rente på kassekreditten«, siger Hans Henrik Møller.

Kopenhagen Rådgivning har for nyligt ansat to driftsøkonomer, der skal hjælpe avlerne med at finde mulighederne for at trimme omkostningerne på den enkelte farm.

Faktaboks

Pris på minkskind

  • Danske skind, kr. pr. stk.
  • 2012: 503
  • 2013: 612
  • 2014: 324
  • 2015: 387
  • 2016: 235
  • 2017: 262

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle