Trods plantefars-dille: Dansk hakkekød hitter igen

Danish Crown Beef mærker, at forbrugerne igen foretrækker at købe dansk. Men resultatet til kreatur-ejerne svækkes af tysk nykøb og faldende hudepriser.

De danske forbrugere foretrækker i stigende grad at købe dansk, når de vælger hakket oksekød i kølediskene.

Det mærker Danish Crown Beef med en fremgang i salget på det vigtige hjemmemarked.

»Vi solgte 2-4 procent mere hakket oksekød i Danmark. Det er en flot fremgang, når vi startede med, at grønsagsfars tog overskrifterne, som det gjorde i januar«, konstaterer direktør i Danish Crown Beef Finn Klostermann tilfreds.

»Vi øger vores salg af kød i Danmark. Og når vi alle sammen har forestillingen om, at kødsalget ikke stiger, så må der være noget udenlandsk kød, der viger pladsen«, siger han.

De traditionelle plastikbakker med hakket oksekød er blandt danskernes absolut foretrukne kødtyper. Men Finn Klostermann oplever, at tendensen også rammer de dyrere udskæringer.

»Det ulmer. Og jeg tror, at det bliver mere i 2019. Supermarkedssektoren spørger, hvordan vi kan levere mere dansk hakket kød og culottestege med dansk oprindelse«.

Travlhed i tørken

Danish Crowns regnskab kommer ikke med omsætningstal for oksekødsområdet. Men af regnskabet fremgår det, at indvejningen af kreaturer steg fra 77,3 mio. kg til 79,2 mio. kg.

Det skyldes især sommerens tørke, der fik mælkeproducenter til at sortere i besætningen.

»Vi slagtede 5.000 flere dyr, end vi havde forventet, og det skete især i juni, juli og august. Det er jo lidt en træls baggrund, og de dyr, vi fik ind, var jo ikke store, færdigfedede dyr«, forklarer Finn Klostermann.

De to danske kreaturslagterier klarede opgaven hen over sommeren. Sværere har det derimod været i Tyskland, hvor det nykøbte Teterower Fleisch sammen med slagteriet i Husum ikke har præsteret efter forventningerne.

Ifølge Finn Klostermann er regnskabstallene i sort, men driften har ikke været optimal. Derfor blev der i sommer indsat ny ledelse i Teterower.

»Det tyske marked har været ude af balance på grund af stor efterspørgsel. De tyske landmænd har fået en flot pris for deres dyr, men den har vi ikke kunnet hente hjem i markedet. Derfor har vores aktivitetsniveau været lidt mindre end planlagt, og det samme har fortjenesten«, siger han.

Kina-salg i julegave

De seneste måneder har noteringen på kreaturer været presset. Finn Klostermann har svært ved at pege entydigt på en retning for 2019, som vil blive præget af de mange dyr, der blev slagtet under tørken.

Hvad angår 2019, ser han frem mod, at statens hjerte-mærkeordning også kommer til oksekød ligesom til gris og kylling. Men ønsket til ’julegaven’ er helt entydigt:

»Jeg håber, at vi også snart får mulighed for at eksportere dansk oksekød til Kina. Andre lande som Irland og Frankrig er på vej. Det vil vi også«, ønsker Finn Klostermann.

Faktaboks

DC Beef: Skuffende restbetaling

  • Danish Crowns restbetaling til kreaturandelshavere blev i år 95 øre/kg mod sidste års 1,30 kr./kg. 
  • Man skal tilbage til 08/09 for at finde en restbetaling under 1 kr./kg.
  • Årsagen er uro på det tyske marked, hvilket har kostet indtjening i de tyske selskaber. 
  • Samtidig er hudepriserne, der udgør en væsentlig del af noteringen, faldet markant, for køer med helt op til 50 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle