Trods regeringsudmelding om øget coronasmitte: Blå partier vil stadig ophæve minkforbud

Stigende coronasmitte i samfundet får ikke de blå partier til at vakle i deres syn på fortsat minkhold i Danmark. Til gengæld kræver de svar fra ministeren nu og "det kan kun gå for langsomt".

Coronasmitten i Danmark stiger. Og der kan opstå en ny farlig variant.

Det var nogle af de centrale budskaber fra sundhedsmyndighederne og regeringen, da der onsdag formiddag blev holdt coronapressemøde.

Men oplysningerne, der kom frem på pressemødet, får hverken Venstre eller De Konservative til at vakle i deres syn på, at forbuddet mod minkavl stadig skal og bør ophæves hurtigst muligt.

Statens Serum Institut arbejder ellers i et af tre scenarier med, at der kan opstå en ny og faretruende variant. Og sundhedsminister Magnus Heunicke gjorde det klart på presssemødet, at corona er en virus, der ”pendler mellem mennesker og dyr”.

Ingen talte dog direkte om mink i den sammenhæng.

Vi er et andet sted

Oplysningerne om minksmitten får ikke sundheds- og fødevareordfører Per Larsen fra De Konservative til at tænde advarselslamperne.

- I så fald vil man også kunne argumentere for, at vi ikke skal have andre husdyr og kæledyr. Vi er et helt andet sted i dag, hvor corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, siger Per Larsen.

Heller ikke gruppeformand for Venstre, Thomas Danielsen, der har fulgt forløbet om mink tæt, ser, at den nuværende coronasituation ændrer billedet.

- Vi får jo aldrig det antal mink i Danmark, som vi havde tidligere - desværre. Og der jo intet, der tyder på, at smitten i mink muterer til faretruende varianter, siger han.

Farlig variant aldrig fundet

Risikovurderingen fra SSI, der blev offentliggjort i begyndelsen af maj, konkluderede, at der er en lav risiko for, at der opstår en faretruende variant. Omvendt kan det ikke udelukkes.

I risikovuderingen fremgik det også, at der aldrig - og det selv om andre lande har holdt mink i de forløbne år  - aldrig er fundet en farlig variant.

- Vi kan også se, at alle de andre lande, der har mink, har samme tilgang, og derfor bør vi ikke i Danmark have særlige restriktive forhold omkring min for at retfærdiggøre en forkert beslutning engang, siger han med henvisning til aflivningen af alle mink, siger Thomas Danielsen.

Begge ordførere er i stigende grad utilfredse med, at fødevareminister Rasmus Prehn (S) ifølge dem trækker tiden i forhold til at komme med et svar på ophør af den midlertidige forbud mod mink i Danmark.

- Vi afventer stadig regeringen i forhold til at få et udspil om ophør af dvaleordningen. SSI har bistået med rådgivning, Dansk Veterinær Konsotium har bistået med rådgivning, siger han og peger på, at det allerede skete i begyndelsen maj.

Sagen bliver "syltet"

Siden har sagen ligget stille.

- Lige nu bliver sagen syltet i Sundhedsministeriet. Vi kan ikke komme længere med Fødevareministeriet, siger Thomas Danielsen.

- Jeg går jo og venter på en melding fra fødevareministeren. Og det haster. De minkavlere, der intention at komme igen, de skal havde besked hurtigt muligt. Og det kan kun for langsomt, siger Per Larsen.

Fødevareministeriet kan ikke oplyse andet, end at fødevareminister Rasmus Prehn har lovet, at der kommer svar inden sommerferien.

Hvorvidt der her tales om skolernes sommerferie, der begynder fredag, industriferien eller en helt tredje sommerferieperiode er uklart.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle