Trods store ændringer: Denne svinenotering har stået stille i to måneder

Det tyske smågrisemarked har været præget af stor stabilitet de seneste to måneder, hvor Nord-West-noteringen har holdt fast i samme pris.

Det er lidt af en underdrivelse at betegne udviklingen for de tyske smågrisepriser for spændende.

For mens de danske smågrisepriser igen er gået frem efter slagtesvinenes optur de seneste måneder, så står Nord-West-noteringen i Tyskland stille. Bomstille.

Siden en stigning på en euro til 57 euro i uge 34 har Nord-West-noteringen ikke flyttet sig ud af stedet i nu to måneder.

For noteringen forbliver på 57 euro svarende til 462 kr. inkl. vægtregulering i denne uge, idet VEZG-smågrisenoteringen, der er forskudt af Nord-West-noteringen med en uge, indikerer en pris på netop 57 euro i uge 43.

»Det tyske smågrisemarked er fortsat meget stabilt. Allerede i sidste uge steg smågrisenoteringerne i Danmark og Holland lidt igen, og også tyske markedsinteressenter forventer mindre prisstigninger på det tyske marked i de kommende uger. Det ville passe til det sæsonmæssige mønster på smågrisemarkedet, hvor det sæsonmæssige opsving typisk begynder i november måned«, anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Han melder om et slagtesvinemarked i tyske, der også er i balance.

»Udbuddet af slagteklare grise stiger, som det er typisk for denne årstid, men slagteriernes efterspørgsel er også høj på grund af den gode efterspørgsel på de asiatiske kødmarkeder. Typisk giver slagtesvinenoteringerne efter på denne årstid, men i år har efterspørgslen i Asien indtil nu forhindret den sæsonmæssige nedtur på det europæiske slagtesvinemarked. Der kan imidlertid opstå lidt prispres på det tyske marked i de kommende uger i forbindelse med en helligdag den 31. oktober (evangeliske delstater) hhv. den 1. november (katolske delstater)«, påpeger han.

På verdensmarkedet har en øget import af svinekød fra USA til Kina sat sig i markederne.

»På kødmarkedet blev hele slagtekroppen solgt til uændrede priser i den seneste slagteuge. I Kina steg svinepriserne ikke i sidste uge. Det skyldes sikkert i et vist omfang, at USA nu kan eksportere større mængder svinekød til Kina. USA har udvidet svineproduktionen markant i de seneste år og mangler gode eksportmarkeder. Det asiatiske underskud forventes imidlertid at være så stort, at amerikansk svinekød kun fortrænger europæisk svinekød i mindre omfang på de asiatiske markeder. Ikke desto mindre vil løsningen af handelskonflikten mellem USA og Kina med hensyn til svinekød bremse prisstigningen på det kinesiske marked«, anfører han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle