Trods tabt sag om griseafbrænding: Stadig forbudt at smide grise i halmfyret

Døde husdyr skal til godkendt forbrænding - i praksis er det kun Daka, der har tilladelsen.

En lidt snirklet sag om en landmand, der brugte sit halmfyr til at brænde døde grise i, er endt med, at landmanden nok blev frikendt i sagen, men ikke, at reglerne bliver ændret. Det slår Camilla Brasch Andersen, kontorchef i dyresundhed i Fødevarestyrelsen fast:

- Vi tabte sagen og vi tager dommen til efterretning. Men vi tabte sagen, fordi der fra start var sket en fejl i henvisningen til, hvilke paragraffer, der skulle bruges. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men det ændrer ikke noget. Det er stadig ulovligt at brænde døde husdyr af derhjemme, medmindre man har et anlæg, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Dommeren: Den går ikke

I korthed gik sagen ud på, at Fødevarestyrelsen, FVST, havde politianmeldt en sønderjysk griseproducent for at afbrænde selvdøde grise i eget halmfyr. Producenten accepterede ikke politianmeldelsen, og sagen gik i byretten. FVST tabte sagen, fordi der var mangler i anklageskriftet i forhold til de afgørende paragraffer i biproduktforordningen, der er de regler, der gælder for bortskaffelse af blandt andet døde husdyr. 

Derfor ankede FVST også dommen, og anklagemyndigheden ændrede anklageskriftet, så det blev udvidet med påstand om, at et anlæg til bortskaffelse af døde dyr også skal være godkendt af FVST. Producenten protesterede over denne udvidelse af anklageskriftet, og det gav Landsretten ham medhold i, og Landsretten vurderede derfor alene sagen på baggrund af den oprindelige anklage, og afgørelsen blev den samme.

- Jeg er ikke juridisk ekspert, og det giver god mening i forhold til ens retsopfattelse, at man ikke kan ændre anklageskriftet, når sagen ankes. Men dommen ændrer ikke noget. Døde husdyr skal skaffes bort i et forbrændingsanlæg, der er godkendt til formålet. I praksis er det kun Daka, der kan løse opgaven. I forbindelse med bortskaffelsen af mink, var der andre forbrændingsanstalter, der fik en midlertidig tilladelse, men de gælder ikke længere. I dag er det kun Daka.

Gælder også pattegrise

Camilla Brasch Andersen understreger, at biproduktforordningen omfatter alle husdyr. Det er altså heller ikke tilladt at smide døde pattegrise i fyret. 

- Man skal huske, at vi har de her regler, fordi det handler om at undgå, at smitte spredes. Ingen kan med sikkerhed sige, hvad en so eller en pattegris er død af, og derfor skal de skaffes bort på sikker vis. I Daka er temperaturen op til 1.100 grader, og det dræber al virus. Det kan man slet ikke være sikker på, sker hjemme i halmfyret. Så reglerne er til for alles sikkerhed, også griseproducenternes, understreger Camilla Brasch Andersen.

- Pointen er, at vi skal undgå smitstoffer. Reglerne blev indført dengang der var kogalskab og de gælder stadig.

Fandt knoglerester i fyret

Anmeldelsen af sønderjyden, der puttede døde søer og slagtesvin i halmfyret, blev givet i forlængelse af, at der igennem længere tid ikke var indleveret døde grise til Daka fra ejendommen. Ved et kontrolbesøg fandt FVST rester af knogler og ben fra grise i halmfyret. 

Selv om FVST altså accepterer dommen, så vil man ikke tøve med at politianmelde en producent igen, hvis de støder på nogle i deres kontrol, som har brændt døde dyr i anlæg, der ikke er godkendt hertil. Dommen åbner derfor på ingen måde for, at almindelige halmfyr kan benyttes til afbrænding af døde dyr.
 
 I processen hos Daka forarbejdes de døde dyr ved højt tryk og temperatur, som reglerne på området tilsiger. Samtidig overvåger Daka husdyrsygdomme i Danmark sammen med myndighederne.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle