Trods tilbagefald i omsætning: Skov investerer fortsat stort i vækst

Skov A/S i Glyngøre fortsætter vækstspurten fremad, trods tilbageslag på årets omsætning. ASF kan give både vækst - og udfordringer.

Usikkerhederne ved afrikansk svinepest (ASF) og en række tilfældigheder omkring datoer for store projekter betød, at regnskabet endte 52 mio kr. lavere end sidste år på omsætningen.

Den store ventilationsvirksomhed reducerede omsætningen med 7 procent - til et niveau på 777 mio. kr.

Udviklingen bekymrer dog langt fra adm. direktør Jørgen Yde, der fortsat ser stor udvikling og potentiale i den danske virksomhed.
 
"Vi ser det ikke helt som den store katastrofe. Hvis du sammenligner fire år tilbage, så er vores omsætning steget med over 90 procent. Og det år, vi havde før dette, var sagt på jysk et rigtig godt resultat", forklarer han. 

 

 

ASF udfordrer - og giver vækst

Den afrikanske svinepest har betydet opbremsning i projekterne i flere dele af det verdensmarked, som Skov A/S sælger sine ventilations- og managementløsninger til kyllinge- og svinesektoren på.

"ASF har haft en indflydelse på regnskabet. Vi har ikke haft omsætning på svin i Kina. Vietnam er også ramt og i Filippinerne og Østeuropa har de ikke investeret. De ting giver nogle bump, men vi tror langsigtet på, at vi har en positiv udvikling", forklarer Jørgen Yde og tilføjer:

"Vi har ikke haft en decideret nedgang på svin. I Rusland investerer de stadig i svineproduktion, og der er vi godt med, og det trækker os frem. Men der er også nogle, der i Kina investerer mere i fjerkræ, end de har gjort førhen, fordi nogle forbrugere skifter fra svin til fjerkræ på grund af de høje priser".

Et andet sted, hvor Skov mærker ASF er, at der er stor efterspørgsel på løsninger, der kan holde den frygtede sygdom ude af staldene. Det handler blandt andet om virksomhedens løsninger til filtrering og UV-behandling af indgangsluft.

Forventninng: Nu rykker Kina

De kommende år bliver dog helt anderledes, når det gælder Kina, forventer den jyske direktør.

"Vi forventer, at der bliver massive investeringer de næste år i Kina. Dels er der behov for at komme tilbage, der hvor de har stoppet produktionen. Dels kommer der til at være en voldsom restrukturering, hvor man fjerner de små bedrifter og erstatter dem af få, meget store besætninger", fortæller Jørgen Yde.

Om det hele går i gang i 2020, vil han dog ikke garantere.

"Vi kan mærke de sidste 3-4 måneder, at der er meget gang i tilbudsgivning og planlægning af projekter. Vi er fortsat lidt usikre på, hvornår de reelt bliver implementeret. Der er forskel på at planlægge og gennemføre, når det gælder Kina. Og jo større projekterne bliver, jo sværee bliver det. Men vi er med i de store projekter og vi har meget aktivitetet i den del for øjeblikket".

Data og satsning på kvæg skal give vækst

For nogle år siden startede Skov A/S et nyt datterselskab Scio+, der skulle bringe virksomheden i front på big data, ved at anvende alle de mange målinger, som Skovs systemer foretager i staldene.

"Vi har fået de første produkter på markedet i år, hvor man kan benchmarke sin fjerkræproduktion. Scio+ er et af de områder, vi også i de kommende år kommer til at investere massivt i", fortæller Jørgen Yde om selskabet, som Skov nu ejer 50 procent af.

Per 1. oktober, da regnskabsåret sluttede i Skov, overtog virksomheden den canadiske virksomhed Secco International, der er aktive inden for løsninger til kvæg. Denne vil i det nuværende regnskabsår tælle positivt med.

Derudover har Skov overtaget 7.500 kvadratmeter fabriksgrund i Glyngøre fra Royal Greenland, samt tre andre nabogrunde. Det giver mulighed for at udvide yderligere ved hovedsædet i fremtiden.

Faktaboks

Skov A/S er ejet af familien Meerpohl, der også ejer Big Dutchmann.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle