Troels passer køer og dater på tv

26-årige Troels Hymøller var med i årets udgave af Landmand søger kærlighed. Kærligheden fandt han ikke, men han hyggede sig undervejs.

"Jeg troede sgu’, det var slut med fluer for i år", siger Troels Hymøller og får en mindre sværm af fluer til at lette fra sin slidte kontorstol i staldens kontor.

Han sætter sig og læner kroppen tilbage i et stræk, mens han gaber. Det er torsdag, først på eftermiddagen, og middagsluren efter dagens morgenmalkning har endnu ikke helt sluppet Troels Hymøllers krop.

LandbrugsAvisen besøger den unge mælkeproducent Troels Hymøller på den lille gård Fyrstenborg nær Rækker Mølle i Vestjylland. Få minutter tidligere er Troels kommet drønende i sin nu berømte ladvogn med tilnavnet "gal’ kas’". Bilen - og ejermand - er blevet mere eller mindre landskendte, fordi han netop har deltaget i den seneste sæson af det populære tv-program ’Landmand søger kærlighed’.

Sidste program med Troels Hymøller løb over skærmen tirsdag i denne uge, og her kunne han afsløre, at han ikke endte med at finde kærligheden i programmet.

En travl sommer med masser af vanding og arbejde i marken kom bag på den anden deltager i programmet, 25-årige Nadine Jansen, som Troels Hymøller ellers både kom på romantisk weekend med og også endte med at give et kys på tv.

"Jeg tror, det kom lidt bag på hende, hvor meget arbejde der er i at være landmand. Jeg kan ikke smide, hvad jeg har i hænderne for at tage på stranden og drikke hvidvin, når vejret er godt", siger han.

Drev landbrug på SU

Der er en del arbejde i det for Troels Hymøller. Med 100 årskøer er der rigeligt at lave for én mand, men ikke helt økonomi til at ansætte en ekstra.

Det var i oktober sidste år, Troels Hymøller overtog køer og maskiner på Fyrstenborg, mens han allerede i januar, hvor han stadig gik på landbrugsskole, havde forpagtet gårdens 75 hektar for at producere grovfoder.

"Det var nogle dyre måneder, fordi der først kom mælkepenge ind senere. Jeg fik et par tusind i SU, og så kostede det omkring 40.000 kr at drive jorden. Men det vænner man sig til , selvom det var lidt surt at se hele opsparingen på godt 400.000 kr. forsvinde", siger han.

11 måneder senere kom der så endelig en løn ind på kontoen, da han havde købt køer og maskiner på Fyrstenborg også. Stalde og jord fortsatte han med at forpagte.

"Jeg ville ikke ud og forgælde mig selv for et stort beløb. Jeg har set andre låne mange millioner for at købe noget, der kan knapt kan løbe rundt, og det forstår jeg ikke, de vil. Det skal kunne svare sig. Jeg har investeret i foder og lånt penge til maskiner og køer, som jeg sælge og få mange af mine penge hjem igen, hvis jeg ikke gider være bondemand".

Som sagt lykkedes det ikke Troels Hymøller at finde kærligheden i programmet, men det slår ham ikke ud. Og som han siger med et smil:

"Jeg har ingen problemer med at støve piger op, hvis det skal være. Det er mere tiden, der kan være lidt sværere at finde".

Ensom bliver Troels Hymøller i hvert fald ikke så længe, hans faste følgesvend, den gal’ kas’, er kørende.

Og den klarer i hvert fald ét syn mere - det har hans mekaniker lovet.

Faktaboks

Rundt om Troels

  • Troels Hymøller er 26 år og uddannet agrarøkonom
  • Har 100 årskøer, der producerer 12.000 kg EKM/årsko
  • Er ikke opvokset på landet, og hverken far eller mor er i landbruget
  • Forpagter stalde og 75 hektar marker på gården Fyrstenborg i foreløbig 5 år
  • Fik sit første landbrugsarbejde omkring 6.-7. klasse - på Fyrstenborg
  • Har været i Livgarden i København

Relaterede

15. nov 00:00

Piger bestormer unge Troels

Interessen er stor for den unge landmand Troels Hymøller, efter han deltog i ’Landmand søger kærlighed’.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle